Hampenberg

Scene:
RytmeHans
 
Spilledag:
Torsdag - d. 10-08-2000
 
Spilletidspunkt:
19.00 - 19.45
 
Du har garanteret lagt mærke til noget meget gult i din nærhed – og der er stor sandsynlighed for, at du på den måde har stiftet bekendtskab med enten et af Hampenbergs pladecovers, eller måske ovenikøbet er stødt ind i gruppens visuelle front-figur, kaldet Den Gule Mand. Danmarks pt. hotteste navn i dance-genren leverer høj-oktan musik til fødder og fest, inspireret af udenlandske sværvægtere i genren som Sash, Chicane og Vengaboys. På en hektisk og heftig rytmisk bund, gentages rytmiske mønstre, temaer og ord, til de på nærmest hypnotisk vis trænger dybt ind i din bevidsthed og du lige pludselig kan høre dig selv synge: You gotta grab that thing… Hampenbergs to bagmænd – Morten Hampenberg og Thomas ”7” Salling - har baggrund i DJ-miljøet i Aalborg og måske er det den nordlige by og dens kendte og løsslupne natteliv i og omkring Jomfru Ane Gade, der har givet de to musikere et absolut førstehåndskendskab til hvad der rører fest-hungrende danskere, når de skal ud og trykke den af i weekenden. Hampenberg debuterede i maj ´99 med singlen LAST NIGHT – og siden har der ikke været tid til at se sig tilbage. Det første hit-pletskud blev efterfulgt af netop GRAB THAT THING, der ramte dansegulvene i oktober ´99, fulgt op af debutalbummet HAMPENBERG kort efter – og idag kan Hampenberg se tilbage på et månedlangt ophold på den danske salgsliste og mere end 50.000 solgte eksemplarer af debut´en. Og med tredje-singlen – WITH SOME CLASS – var hit-trilogien en realitet og Hampenberg nu på vej ud i verden for at erobre denne, med Grønland og Norge som første destinationer. På scenen er Den Gule Mand i selskab med et par skjønne danserinder med mikrofonadgang – og der er absolut ingen grund til at andet end at overgive sig, skråle med på omkvæd og i hele taget bevæge benene, når nu et af landets bedste party-ensembler tager lyden fra diskotekerne med ind i bøgeskoven.
 

 
 
 

DANMARKS SMUKKESTE FESTIVAL - BIRKEVEJ 20 - 8660 SKANDERBORG - TLF.: 87934444 - CVR: 77052518 - E-MAIL: INFO@SMUKFEST.DK