T-Rex

Scene:
RytmeHans
 
Spilledag:
Søndag - d. 13-08-2000
 
Spilletidspunkt:
17.15 - 18.30
 
Af gode grunde er grundlæggeren af dette legendariske glam-band ikke med ved denne lejlighed – thi salig Marc Bolan, der på alle måder var manden bag sangene, omkom tragisk ved en bilulykke tilbage i september 1977. Blot 12 år havde denne karismatiske og visionære sanger og sangskriver som aktiv – og specielt gennem de ultra-produktive år fra 1970 – 1976, havde han nærmest fast ophold på den engelske hitliste og i glam-glade teenageres bevidsthed, med sange som RIDE A WHITE SWAN, GET IT ON, TELEGRAM SAM, METAL GURU, CHILDREN OF THE REVOLUTION, SOLID GOLD EASY ACTION, 20TH CENTURY BOY, THE GROOVER, TRUCK ON og I LOVE TO BOOGIE. Bolan var startet som folkesanger i ´65, hvor han også udsendte sin første singleplade THE WIZARD – men det var med gruppen TYRANNOSAURUS REX (der spillede hvad nogen har benævnt ”psykedelisk folk”), at Bolan, i selskab med percussionisten Steve Peregrine-Took, påbegyndte sin rejse mod stjernerne, i såvel mental som kommerciel forstand. I efteråret ´69 blev Took erstattet af Mickey Finn (der idag er manden der fører orkesternavnet videre) – og fra 1970 hed det bare T. Rex og gruppen indtog for første gang den eftertragtede førsteplads på den engelske hitliste, da de i februar 1971 udgav singlen HOT LOVE. Fra da var det på alle måder en ekstravagant karriere der kom på skinner – med en Marc Bolan der ikke bare var tidens største idol, men også fik en musikalsk indflydelse, der har varet langt ud over den korte karriere. Det band der idag træder op under navnet T. Rex, er som nævnt anført af percussionisten Mickey Finn og tæller ud over ham, et andet medlem fra de gladere dage - nemlig trommeslageren Paul Fenton, der kom med i 1973. De to optrådte, sammen med Bolans søn, Rolan, ved en mindekoncert i Cambridge, UK, i 1997 – og reaktionen fra de tilstedeværende var så overvældende, at de besluttede sig for at fortsætte. Med den mangeårige fan og præcise Bolan-imitator Rob Benson bag mikrofonen, er udtrykket så tæt på det originale man kan komme – og T. Rex 2K fuldendes af Alan Silson på guitar (såmænd medstifter af Smokie!), Dave Major på keyboards og Tony Allday på bas (med en fortid hos koryfæer som Ronnie Wood, Georgie Fame og Lord Sutch). Make up, glitrende kostumer og høje sko er absolut velkomne, når et af popverdenens bedste bagkataloger her bliver luftet…
 

 
 
 

DANMARKS SMUKKESTE FESTIVAL - BIRKEVEJ 20 - 8660 SKANDERBORG - TLF.: 87934444 - CVR: 77052518 - E-MAIL: INFO@SMUKFEST.DK