ANA JOHNSSON

Scene:
Bøgescenerne
 
Spilledag:
Lørdag - d. 13-08-2005
 
Spilletidspunkt:
17.30 - 18.45
 
Det kan godt være, at mænd i tætsluttende heldragt – oven i købet med noget der minder om spindelvæv mellem fingrene - ikke lige er enhver lyshåret svensk piges drøm om en date. I tilfældet Ana Johnsson var det nu netop en sådan fyr, der på sin vis gav hende det internationale gennembrud. Thi Ana Johnssons single “We Are” blev i 2004 valgt som del af soundtracket til Spiderman 2 og efterfølgende som den sang, der blev brugt som den musikalske underlægning i filmens præsentationsvideo. Og den slags kan føre meget med sig – i Anas tilfælde bl.a.: platin i Japan og prisen som “Årets Nye Internationale Artist”, Top 10 placeringer i UK, Tyskland og USA, videoindspilninger i LA, en Rockbjørn i Sverige som Årets Nye Artist og så selvfølgelig bonuspoint nok til de næste mange ferier efter nærmest non stop at have rejst rundt i Europa, Nordamerika og Fjernøsten i det sidste års tid. Ana Johnsson har en fortid som croupier, snowboard freak og deltidsansat i en pladeforretning, men det var mest af alt musikken, der trak. I 2001 medvirkede hun i den svenske udgave af Popstars og blev medlem af vindergruppen Excellence. Det var dog ikke blød R&B, der var Anas musikalske ærinde og snart efter fik hun pladekontrakt som soloartist og forlagsaftale som sangskriver. Sammen med erfarne folk, som bl.a. den svenske hit-guru Max Martin, brugte Ana Johnsson mere end et år på at skrive sangene til debutalbummet “The Way I Am”, der kom i 2004 og blev et umiddelbart gennembrud. Ana Johnsson kalder selv sin musikalske stil for “hårdpop” og det må siges at være en præcis beskrivelse af stilen på træfsikre singler som “Coz I Am”, titelnummeret og selvfølgelig “We Are”. Forvent powerpop og klare sange, når Ana Johnsson nu forsøger at give bøgeskoven kamp til stregen, i kamp om hvem der egentlig er Den Smukkeste...
 

www.anajohnsson.com

Lyt / køb her

 
 
 

DANMARKS SMUKKESTE FESTIVAL - BIRKEVEJ 20 - 8660 SKANDERBORG - TLF.: 87934444 - CVR: 77052518 - E-MAIL: INFO@SMUKFEST.DK