CHRISTINA GROTH

Scene:
RytmeHans
 
Spilledag:
Lørdag - d. 13-08-2005
 
Spilletidspunkt:
19.15 - 20.30
 
En uhyre erfaren sangerinde, der kan synge det meste i de fleste stilarter. Hun udgav sidste år albummet “Driven” der, drevet af radiohits som “Rock Your Body” og “Right Here With Me”, for alvor fik solisten Christiana Groth til at manifestere sig. Karrieren startede tilbage i 1992, hvor hun kom med i det, der vel på mange måder var DKs første seriøse dance-act, nemlig trioen Sound of Seduction. Sammen med S.O.S. fik Christina en kanonstart på sit professionelle liv – og de tre studiealbums fra bandet bød på adskillige hitsingler og massevis af gigs i både ind- og udland. Den del af historien sluttede omkring 1997, hvorefter Christina begyndte at arbejde på sin solo-karriere. Præcis som i Sound Of Seduction var det også nu i tæt samarbejde med gemalen og produceren Chief 1 – og de to stod i 2000 bag albummet “Dumb Angel”, der blev udgivet under navnet Stina Stina. Herfra blev sangen “Sue Me” udvalgt til bærende sang i filmen “En kærlighedshistorie” og blev også et pænt hit på radio. Men Christina og Chief 1 havde stadig ikke helt fundet den perfekte musikalske platform og der skulle gå fire år før næste album var på gaden. I 2004 kom så “Driven” – et langt mere live-orienteret, skarptskåret og kantet album med power-sangerinden Christina Groth i absolut centrum, som hun også var det ved koncerterne efterfølgende. Christina Groth havde i årevis turneret uden liveband, men med en flok hårdtarbejdende musikere omkring sig på scenen faldt puslespillet for alvor på plads. Det er også med det faste band, at Christina og Chief 1 nu arbejder på opfølgeren til “Driven” og mon ikke, der er premiere på et nyt nummer eller to, når Christina Groth og bandet nu vender tilbage til bøgeskoven.
 

www.christinagroth.com

Lyt/Køb her

 
 
 

DANMARKS SMUKKESTE FESTIVAL - BIRKEVEJ 20 - 8660 SKANDERBORG - TLF.: 87934444 - CVR: 77052518 - E-MAIL: INFO@SMUKFEST.DK