NEPHEW

Scene:
Bøgescenerne
 
Spilledag:
Fredag - d. 12-08-2005
 
Spilletidspunkt:
23.30 - 01.00
 
2004 var ”Abens År” i den kinesiske kalender – mens det i Danmark i den grad blev Nephews år. Og man behøvede egentlig ikke at være særlig ferm på krystalkuglen for at se, hvor det bar hen, da bandet spillede i et mere end propfyldt RytmeHans på sidste års festival. Der var fællessang og rock´n´roll og landskampstemning i teltet – med et charmerende og aldeles udadvendt orkester som midtpunkt for festen. Og selvom det allerede dengang kunne minde om en slags finale på et godt år, var det hele nærmest kun lige begyndt for Nephew. Med deres andet album - USADSB - leverede de ikke bare en af årets mest roste og mest solgte skiver, de var også her, dér og alle vegne i øvrigt. Sange som ”Movie Klip”, ”En Wannabe Darth Wader”, ”Ordenspoliti” og ”Superliga” var i den grad var fast inventar på P3. En Danmarks-turne i efteråret ´04 var det rene tilløbsstykke – og da året blev gjort op ved Danish Music Awards, var Nephew de helt store vindere og kunne gå hjem med statuetterne i samtlige kategorier de var nomineret i: Årets Danske Rockudgivelse, Årets Danske Musikvideo, Årets Danske Hit, Årets Danske Gruppe og Årets Danske Udgivelse. Ganske godt gået af et band, der bare et par år forinden var i tvivl om hvorvidt de overhovedet skulle fortsætte samspillet. Nephew er nemlig på ingen måder et nyt navn. Bandet blev startet i Århus tilbage i 1996 – og nåede samme år semifinalen i DM i Rock. I 1998 udgav de deres første EP kaldet ”Tunes” – og begyndte langsomt at få sig et publikum ude på spillestederne. Tidligt i karrieren fandt bandet på at blande sprog i teksterne – men i første omgang var det med ambitionen om et internationalt gennembrud, så det var primært engelsk der blev sunget på, med danske fraser iblandet. I 2000 kom det første album ”Swimming Time” (der netop er genudgivet) – men trods flere gode anmeldelser og flere og flere spillejobs, både hjemme og i Tyskland, begyndte gassen alligevel at gå af bandet. Det var ikke så sjovt som det havde været – og i Nephew besluttede man sig for at en festivalkoncert i Tyskland i 2001, skulle være den officielle afskedskoncert. Det blev det lige modsatte. Nærmest en genfødsel af Nephew – der igen begyndte at kigge fremad, men gjorde det med en helt ny bevidsthed: man var ikke længere et band med ambitioner om at komme til at leve af musikken, men nærmere en slags eksklusivt fritidsorkester, der først og fremmest spillede for at have det sjovt og for at lave lige netop den musik man havde lyst til. Den sproglige vægtning i teksterne tippede over til fordel for det danske – og undervejs gik gruppen i studiet for at indspille en række numre, hvoraf flere endte på USADSB der nærmest endte med at skrive dansk rockhistorie. Som det fritidsorkester Nephew har besluttet sig for at være, spiller de kun ganske få (faktisk kun 2) danske koncerter i sommeren 2005 – og den ene af dem har de heldigvis valgt at spille her på Danmarks Smukkeste Festival. Vi siger tak for tilliden – og glæder os til at tage godt imod danskernes øjeblikkelige yndlingsorkester: Simon Kvamm (vokal og tangenter), Kristian Riis (guitar), Kasper Toustrup (bas) og Søren Arnholt (trommer).
 

www.nephew.dk

Lyt / køb her

 
 
 

DANMARKS SMUKKESTE FESTIVAL - BIRKEVEJ 20 - 8660 SKANDERBORG - TLF.: 87934444 - CVR: 77052518 - E-MAIL: INFO@SMUKFEST.DK