THE PRODIGY

Scene:
Bøgescenerne
 
Spilledag:
Lørdag - d. 13-08-2005
 
Spilletidspunkt:
23.45 - 01.15
 
Det ku godt gå hen og blive en af årets store oplevelser det her. The Prodigy i topform, er live et kraftværk af energi, der nærmest alene kunne drive samtlige installationer i en mellemstor Jysk provinsby – eller for den sags skyld sætte ekstra turbo under festen på en i forvejen sandsynligvis særdeles festlig festival!

The Prodigy er et sandt barn af den engelske rave-scene - hvor elektroniske musikere i slutningen af 80erne og begyndelsen af 90erne, vendte op og ned på alle ideer om hvorfor, hvordan og med hvem og simpelthen bare tog musikken så langt ud den kunne komme, så længe det rykkede på dansegulvet. The Prodigys bagmand - Liam Howlett - var egentlig klassisk uddannet pianist, men blev tidligt inspireret af Hip Hop og senere House og begyndte i anden halvdel af firserne at arbejde som DJ på den engelske club-scene. Han blev en vital del af den spirende rave-scene i England – og udsendte i ´90 sin første produktion, ”What Evil Lurks”, der blev genudgivet et år senere under navnet The Prodigy, et band Howlett havde samlet sammen med vokalisterne Keith Flint og Leeroy Thornhill. Allerede i ´91 krydsede The Prodigy grænsen mellem under- og overgrund – og fik med singlen ”Charly” det første af syv Top 20 hits i træk, på bare to år. Debutalbummet ”The Prodigy Experience” kom i ´92 - et af de første albums overhovedet fra et raveband - og blandede heftige break beats med rap (samples fra bl.a. Lee Scratch Perry og Crazy World Of Arthur Brown), til et resultat der øjeblikkeligt gjorde The Prodigy til et af tidens mest interessante navne. Sideløbende med et heftigt program med sit eget band, havde Howlett ultra-travlt og mixede for bl.a. Front 242, Jesus Jones og Art Of Noise – og alligevel kunne The Prodigy allerede i ´94 udgive deres andet album, ”Music For The Jilted Generation”, der indtog førstepladsen på den engelske hitliste ved udgivelsen og solgte til guld på bare en uge. Udvidet med Ragga/Hip Hop MCen Maxim Reality, turnerede bandet intensivt over hele verden i de kommende år – og udviklede sig undervejs til et liveband, der rakte langt ud over dance og rave-publikummet. Med ikke mindst den markant udseende Keith Flint som en unik frontmand og ”Master of Ceremonies” - og en sound der gik direkte i underlivet på selv den største publikumsmasse, var The Prodigy blandt de navne der effektivt satte en streg under de nye tider, hvor det ikke længere var nødvendigt at have bas, guitar og trommer med på scenen for at sætte gang i en festival. For The Prodigy blev succesen total i 1996. Først med udgivelsen af singlen ”Firestarter” i 1996 - der, trods forbud mod visning af den kontroversielle video, gik direkte ind på førstepladsen i UK - og senere med albummet ”The Fat Of The Land”, der indtog førstepladsen i både USA og UK. Og med den helt igennem kontroversielle single ”Smack My Bitch Up”, blev der hverken sparet på de kontroversielle budskaber eller på det jetbrændstof der tilsyneladende var en del af hemmeligheden bag den ekstreme power i The Prodigys lyd. Albummet endte med at sælge millioner af eksemplarer og gjorde The Prodigy til et af sluthalvfemsernes største internationale navne. Og hvad gør et klogt band så? I tilfældet The Prodigy gjorde man ikke rigtigt noget. Der kom ganske vist et remixalbum - ”The Dirtchamper Sessions” - i 1999, men ellers gik årene bare uden at Liam Howlett fik færdiggjort det længe annoncerede album ”Always Outnumberet Never Outgunned”, der først kom på gaden i 2004. Recepten var stadig tonstunge beats og meterbrede riffs – og albummet gjorde flittigt brug af gæstesolister, bl.a. Liam Gallagher og skuespillerinden Juliette Lewis. Man savnede nok især Keith Flint på albummet – men heldigvis er både han og Maxim Reality med i live-udgaven af The Prodigy, der også her i 2005 formår at sætte gang i publikum kloden over. Terrific firestarters, indeed…

 

www.prodigy.co.uk

 
 
 

DANMARKS SMUKKESTE FESTIVAL - BIRKEVEJ 20 - 8660 SKANDERBORG - TLF.: 87934444 - CVR: 77052518 - E-MAIL: INFO@SMUKFEST.DK