THOMAS DYBDAHL

Scene:
Annis Blå Café/Den Blå Planet
 
Spilledag:
Torsdag - d. 11-08-2005
 
Spilletidspunkt:
20.15 - 21.15
 
Jeg har egentlig bare en drøm om at lave noget fantastisk. En lyst til at skabe noget, som er alle ting; som er smukt, som er kraftfuldt, som er simpelt. Ordene er norske Thomas Dybdahls egne – og er en meget præcis beskrivelse af den både smukke, skrøbelige, varme og melankolske efterårsrock, der er hans musikalske varemærke. Måske er det blandingen af en opvækst i et nordisk land med højt til himlen og store afstande – kombineret med gentagne ophold i verdens kulturelle hovedstad og musikalske smeltedigel New York, der hos Thomas Dybdahl smelter sammen og skaber stemninger der befinder et sted imellem disse to yderpunkter, såvel fysisk som psykisk. Dybdahl har været musiker i årevis – og lærte ifølge overleveringen at spille guitar ved at lytte til Prince´s ”Purple Rain” og Metallicas ”Black Album”. Det blev dog først for alvor interessant da han forlod sit mangeårige band Quandraphonics – og kun to måneder efter kunne solodebutere. På bare tre år har han leveret tre store albums – ”That Great October Sound” (´02), ”Stray Dogs” (´03) og senest ”One Day You´ll Dance For Me New York City” (´04). Tilsammen udgør de tre plader et vægtigt værk kaldet ”oktober-trilogien” - der ikke bare har givet Dybdahl store salgstal og alle de priser man nærmest kan opnå i Norge, men også har fået det internationale publikums øren op for denne unikke sangskriver, der tidligere på året kunne give to udsolgte koncerter i København, hvor dynamikken strakte sig fra det næsten helt tyste til rene rock´n´roll udladninger. Spændende at se om omgivelserne ikke kommer til at påvirke musikken, når den tilsyneladende seismologiske sangskriver Thomas Dybdahl nu får sin Skanderborg-debut.
 

www.thomasdybdahl.com

Lyt/Køb her

 
 
 

DANMARKS SMUKKESTE FESTIVAL - BIRKEVEJ 20 - 8660 SKANDERBORG - TLF.: 87934444 - CVR: 77052518 - E-MAIL: INFO@SMUKFEST.DK