Starfighters 2005 - indledning, velkommen

Scene:
Den Blå Planet
 
Spilledag:
Onsdag - d. 10-08-2005
 
Spilletidspunkt:
13.30 - 13.45
 
Så er vi klar til tredje runde af festivalens stort anlagte talentkonkurrence kaldet Starfighters – og hele den smukke onsdag er sat af til årets finale. Igen i år vil 9 nye danske navne indtage Den Blå Planet – efter at have været vejet og vurderet af eksperterne fra Boogie, P3s Madvig plus Østergaard og musikmagasinet Gaffa. Hundredevis af håbefulde danske navne har sendt deres materiale ind – og blandt dem var altså disse ni finalister. At vinde Starfighters er ensbetydende med at få sat turbo på karrieren, idet førstepræmien består i intet mindre end en pladekontrakt, med garanti for at debutalbummet er på gaden omkring næste års festival. Sidste års vinder var pop-electro duoen Hookah, mens metal-rockerne Stomped vandt i 2003. Til vinderen er der - udover pladekontrakten og 300.000 kr. at indspille og udgive debutalbummet for – også en fotosession til en værdi af 25.000 kr. og betalte koncerter ved Løkken Koncert 2006 og næste års udgave af Danmarks Smukkeste Festival. Men de tre bands, der når længst i konkurrencen, er også hver især sikret et gig på dette års festival. Fredag kan man opleve #3 her i Den Blå Planet og #2 i Rytmehans, mens årets vindere tyvstarter programmet på Bøgescenerne allerede torsdag kl. 14.30. Hvem der vinder i år, ved vi af gode grunde ikke, men til gengæld kan vi garantere talenter på stribe, når Starfighters 2005 holder musikalsk festdag den ganske danske onsdag i Den Blå Planet. Så mød op og vær med til at hylde dansk musiks fremtid!

Til at gelejde såvel musikere som publikum sikkert igennem Starfighters 2005 er det en stor fornøjelse at kunne præsentere dagens konferencierer her i Den Blå Planet. Vi overlader trygt ansvar og nøgler til de herrer Peter Palshøj og Kanonkongen, kendt fra det svært populære “Morgenholdet” på P3.

Efter sidste finaleband har forladt scenen i Den Blå Planet – ca. kl. 22.45 – går dommerne i enrum og voterer sig frem til årets vinder, der bliver præsenteret fra scenen umiddelbart efter Carpark Norths koncert.

 

 
 
 

DANMARKS SMUKKESTE FESTIVAL - BIRKEVEJ 20 - 8660 SKANDERBORG - TLF.: 87934444 - CVR: 77052518 - E-MAIL: INFO@SMUKFEST.DK