DEEP PURPLE

Scene:
Bøgescenerne
 
Spilledag:
Torsdag - d. 09-08-2001
 
Spilletidspunkt:
23.00 - 00.30
 
Håndbogen for hård rock, eller Heavy Metal - som nogen ynder at kalde genren - blev vel nærmest skrevet af bare tre britiske orkestre: de folk-inspirerede Led Zeppelin, de dystre og gotiske Black Sabbath og så selvfølgelig årets gæster her på Den Smukkeste, det eneste band i verden der kan kalde sig for Deep Purple. Gruppen blev startet i ´67 som The Roundabouts – af bl.a organisten Jon Lord og guitaristen Richie Blackmore. I marts ´68 kommer trommeslageren Ian Paice med i bandet – der under navnet Deep Purple, spiller sin allerførste koncert i april 1968, såmænd i Danmark. Måneden efter får Deep Purple pladekontrakt – og i efteråret udkommer debut´en ”Shades Of Deep Purple”. Allerede i begyndelsen af ´69 udkommer det andet album – ”The Book Of Taliesyn” – og i august fuldendes den legendariske Mk. II-udgave af bandet, med tilføjelsen af bassisten Roger Glover og sangeren Ian Gillan. Den ambitiøse ”Concert For Group And Orchestra” (Deep Purple i selskab med Royal Philharmonic Orchestra), kommer på gaden i begyndelsen af 1970 – og intet er mere det samme, hverken for Deep Purple eller for den tunge rock, da mesterværket ”In Rock” udsendes i efteråret, med klassikere som ”Speed King”,”Sweet Child In Time” og ”Into The Fire”. Deep Purple finder her deres nærmest patenterede blanding af pompøse og stort anlagte kompositioner – udført med rockbund, klassisk inspireret orgel, hvinende og virtouse elektriske guitarer og fuldendt af en høj, magtfuld vokal på toppen. ”In Rock” er sammen med Black Sabbath´s ”Paranoid” og ”Led Zeppelin II”, sandsynligvis de mest skoledannende udgivelser i rockhistorien – og absolut obligatorisk stof for enhver ung musiker, med drømme om at spille elektrisk guitar i et hårdt rockband. Den såkaldte Mk. II står for nogen af de helt store udgivelser i Deep Purples karriere – såsom ”Fireball” (´71), ”Machine Head” (´72), ”Who Do We Think We Are (´73) og ikke mindst det legendariske live-album, ”Made In Japan” (´72). Albums der sammen med sangene fra ”In Rock”, til enhver tid udgør hjørnestenen i Deep Purples sætliste, inklusive den med riffet over dem alle – ”Smoke On The Water” - uden hvilken mange guitarister sandsynligvis aldrig var kommet igang!

Deep Purple har altid været et sted præget af kriser og store armbevægelser – og for Purpologer, henregnes hele gruppens gøren og laden til hvilken version af bandet der nu var tale om. I første omgang kørtes den tunge maskine i garage tilbage i 1976, efter at have haft musikere som David Coverdale (Mk. IV), Glen Hughes (Mk. III + IV) og Tommy Bolin (Mk. IV) inde på væsentlige pladser. Trods splid og nærmest had flere af musikerne imellem, gendannes Deep Purple Mk. II dog i 1984 og udgiver albummet ”Perfect Strangers”, der sammen med en verdensomspændende turne, genopliver bandet og myten. Det nye samarbejde, tilsyneladende ligeså eksplosivt som dengang, splittes igen i ´89, hvor Gillan går solo – dog ikke mere solo, end at han atter er med i besætningen da gruppen i ´93 udgiver ”The Battle Rages On”. Her i 2001 er vi fremme ved Deep Purple Mk. VII – (efter Mk. V med Joe Lynn Turner og Mk. VI med Joe Satriani) af mange regnet som en af de bedste udgaver overhovedet. Med Gillan, Lord, Paice og Glover som veteranerne – og guitaristen Steve Morse (med fra 1996) som en fuldgyldig erstatning for Blackmore. Gruppen har senest udgivet ”Purpendicular” (96) og ”Abandon” (´98) – og begejstrede sidste år sine fans med en række koncerter i Royal Albert Hall i London, hvor man bl.a. genopførte ”Concerto For Group And Orchestra”. Den spiller de nok ikke her på festivalen – hvor de dog også skal være mere end velkomne med bare at give den perlerække af klassiske sange, uden hvilke rockhistorien havde været langt kedeligere. Og det er absolut tilladt at medbringe luftguitar!
PS: de særligt interesserede bør besøge www.deep-purple.com, en særdeles omfattende og underholdende hjemmeside, bl.a. med det fulde stamtræ!
 

 
 
 

DANMARKS SMUKKESTE FESTIVAL - BIRKEVEJ 20 - 8660 SKANDERBORG - TLF.: 87934444 - CVR: 77052518 - E-MAIL: INFO@SMUKFEST.DK