Rickie Lee Jones

Scene:
Bøgescenerne
 
Spilledag:
Torsdag - d. 10-08-2000
 
Spilletidspunkt:
18.50 - 19.50
 
Da denne fremragende sangerinde og sangskriver tilbage i 1979 debuterede med et album der blot bar hendes navn – var det nærmest som havde hun lavet en plade der i dén grad definerede tiden og var så absolut Lige Netop Nu, selvom den dovent funky, akustiske og fortællende stil hun benyttede, lå lysår væk fra alt det hitlisterne ellers bød på. Men det var simpelthen umuligt at komme udenom sange som LAST CHANCE TEXACO, EASY MONEY, YOUNG BLOOD og CHUCK E´S IN LOVE, der som resten af albummet, var endnu et vedkommende kapitel i den uomgængelige historie om Den Store Amerikanske Sang. At Rickie Lee Jones så måske også var kæreste med særlingen Tom Waits, havde et kærligt forhold til flasken og var erotisk på en nærmest små-neurotisk måde, gjorde ikke hverken sagen eller sangene dårligere. 1979 var simpelthen hendes år – og debut´en nåede over en million solgte i USA og gjorde kvinden bag, til superstjerne over hele kloden. I 1980 fortsatte hun til dels stilen på albummet PIRATES, igen med en horde af brilliante musikere ved sin side – men også med en mere kompleks musik, der ikke helt havde samme kommercielle appel som debut´en. Siden har karrieren nok været ujævn – men aldrig uinteressant. Rickie Lee Jones er først og fremmest kunstner – og har sikkert været et svært bekendtskab, for pladeselskaber der blot ønskede hun skulle reproducere den én gang så succesfulde formel. I 1983 udgav Jones jazz-albummet GIRL AT HER VOLCANO. I ´85 kom THE MAGAZINE, bl.a. lavet i samarbejde med flere Toto-musikere – og i ´89 den Walther Becker (Steely Dan) producerede FLYING COWBOYS, hvorfra singlen MAKIN´ WHOOPEE, blev belønnet med en Grammy for bedste vokal performance. I 1991 var samarbejdspartneren den allestedsnærværende Don Was – og albummet hed POP POP og indeholdt en række covers af klassiske ballader, i stærkt akustiske arrangementer. TRAFFIC FROM PARADISE udkom i 1993 – og præsenterede Jones i samspil med musikere som Leo Kottke, Brian Setzer, Lyle Lowett og Jim Keltner. I 1994 drog Rickie Lee Jones på en meget intim turné rundt i USA, kun i selskab med bassisten Rob Wasserman – og optagelser herfra kunne høre på ´95-albummet NAKED SONGS. Foreløbeligt sidste udspil fra Rickie Lee Jones er det techno-inspirerede album GHOSTYHEAD, fra 1997. Gennem alle årene har Rickie Lee Jones turneret, mestendels i USA og i skiftende konstellationer – men et stort og trofast publikum har fastholdt interessen for denne fascinerende sangerinde og sangskriver, hvis koncert i bøgeskovens smukke rammer, sagtens kunne blive et af de magiske øjeblikke at gemme fra dette års festival.
 

 
 
 

DANMARKS SMUKKESTE FESTIVAL - BIRKEVEJ 20 - 8660 SKANDERBORG - TLF.: 87934444 - CVR: 77052518 - E-MAIL: INFO@SMUKFEST.DK