SOAP

Scene:
RytmeHans
 
Spilledag:
Torsdag - d. 09-08-2001
 
Spilletidspunkt:
16.30 - 17.30
 
Det er få popmusikere forundt at starte karrieren med samme fart, som det skete for søstrene Sørensen, alias Line og Heidi – alias S.O.A.P. Deres første single kom på gaden i december ´97 med titlen ”This Is How We Party” – og den glade festsang blev et formidabelt startskud på et sandt popeventyr. Det efterfølgende album, ”Not Like Other Girls”, rummede hele fire Top 10 singler – og gav S.O.A.P. to danske Grammyer, bunker af internationale guld- og platinplader, forsider på massevis af magasiner og blade, over halvanden million solgte singler og albums og rejser over hele jorden (heriblandt turne i USA som opvarmning for selveste Backstreet Boys). Det var derfor forståeligt at det var to trætte sangerinder der gik af scenen lørdag den 7. august 1999 - såmænd efter et gig på Danmarks Smukkeste Festival, der skulle vise sig at være sidste opgave for S.O.A.P. i et stykke tid. I begyndelsen af år 2000 mødtes de igen med bagmand, producer og sangskriver Remee – og startede på album nummer 2, der under titlen “Miracle” kom på gaden sidste efterår. Og at sansen for at lave sikre pophits var intakt – kunne ingen radiolyttere undgå at lægge mærke til. Første single – “S.O.A.P. Is In The Air” – blev simpelthen det mest spillede nummer på dansk radio i år 2000! Her i år 2001 er det S.O.A.P. som liveband man kan stifte bekendtskab med – hvad koncertgængere over hele Europa gjorde i vinterens løb, hvor søstrene Sørensen var gæster på australske Savage Gardens omfattende Europa-turne. Og her i en af danmarks smukkeste koncertsale, lover S.O.A.P fed fest og hit på hit så som: “Ladidi Ladida”, “Stand By You”, “This Is How We Party”, “Not Like Other Girls”, “Hey Mr. DJ”, “Like A Stone” og “Abra Cadabra”. Line og Heidi indtager scenen med sang og dansetrin – og vil være i godt selskab med bassisten Jacob Christensen, keyboardspilleren Mikkel Damgaard, trommeslageren Kåre Kabel Mai og guitaristen Thomas Andersen.
 

 
 
 

DANMARKS SMUKKESTE FESTIVAL - BIRKEVEJ 20 - 8660 SKANDERBORG - TLF.: 87934444 - CVR: 77052518 - E-MAIL: INFO@SMUKFEST.DK