KIM LARSEN & KJUKKEN

Scene:
RytmeHans
 
Spilledag:
Søndag - d. 12-08-2001
 
Spilletidspunkt:
17.45 - 19.00
 
Med sit seneste album, ”Weekend Music”, tog Kim Larsen et frikvarter fra de danske sange – og bød istedet lytteren indenfor til en spillevende musikalsk fest, hvor han og musikerne i Kjukken, veloplagt spillede rock og pop med inspiration fra Little Richard og andre musikalske gudfædre. Sangene blev sunget på italiensk, tysk, engelsk og fransk – og alligevel altid på umiskendeligt Larsensk. Få har som han en signatur-stemme, der sikrer umiddelbar genkendelse og glæde. ”National-skjalden”, har man ofte kaldt Kim Melius Flyvholm Larsen – og få har da også gjort sig fortjent til den titel som netop Larsen, der igennem hele sin lange karriere, har skrevet tekster af den slags der glider ind i dagligsproget. Kim Larsen er som sangskriver begavet med en sjælden evne for at skrive umiddelbare og meget melodiøse sange, af den slags man føler man altid har kendt – bare efter at have hørt dem en enkelt gang. Og som tekstforfatter har han gennem årene formået at skrive talrige præcise portrætter af Danmark og danskerne – nok skrevet med både bid og brod, men også altid serveret med varme og solidaritet. Måske ville Larsen selv foretrække stillingsbetegnelsen ”spillemand” – for er der noget han er og har respekt for, så er det at rakke land og rige rundt, for at spille musik dér hvor folk er og kommer. Kim Larsen har nærmest været på én lang turne, siden han startede sit profesionelle musikerliv, tilbage i 1968 – og også i år 2001, regner han med at spille tæt på 100 koncerter, sådan som han stort set har gjort hvert eneste år. Der er såmænd ikke så meget andet at sige end: velkommen til koncert – sangene kender og elsker De sandsynligvis allerede, og det er absolut tilladt at synge med! Kim Larsens trofaste og velspillende sidemænd i Kjukken, går iøvrigt rundt og hedder Bo Gryholt (bas og kor), Kasten Skovgaard (guitar og kor) og Jesper Rosenquist (trommer og kor).
 

 
 
 

DANMARKS SMUKKESTE FESTIVAL - BIRKEVEJ 20 - 8660 SKANDERBORG - TLF.: 87934444 - CVR: 77052518 - E-MAIL: INFO@SMUKFEST.DK