MICHAEL LEARNS TO ROCK

Scene:
RytmeHans
 
Spilledag:
Fredag - d. 10-08-2001
 
Spilletidspunkt:
20.45 - 22.15
 
Evnen til at skrue store popsange sammen, kører for uformindsket styrke på MLTRs femte studiealbum, ”Blue Night”, der udkom i november 2000. Og der var nye potentielle singler som ”Angel Eyes”, ”You Took My Heart Away”, ”Watch Your Back” og titelnummeret - som oplagte tilføjelser til den sætliste, der nærmest udelukkende rummer sange der har været store hits, både herhjemme og ude i verden. MLTR er stadig en af den danske scenes store eksportartikler – hvad radioafspilninger og hitlisteplaceringer fra Fjernøsten over Mellemøsten, med en afstikker til Sydafrika og Schweitz og så til Sverige, Norge og Finland, vidnede om her i 2001. Og det er stadig lige magisk, at det for MLTR ikke handler om hverken ekstremt image eller voldsom eksponering i den kulørte presse – men altid er et spørgsmål om sangenes styrke. Præcis som det altid har været i MLTRs nu 13 årige karriere. Rent faktisk kan gruppen i år fejre 10 års jubilæum som pladekunstnere – for det var tilbage i 1991 de nærmest kom ud af intet, med det debutalbum der rummede ”The Actor” og lagde fundamentet for en af helt store karrierer i dansk rock og pop. Mere end 8 millioner albums har MLTR solgt til dato – med de 500.000 af dem solgt i Danmark! - og antallet af gruppens plader der står ude i alverdens små hjem, er sandsynligvis både 3 og 4 gange så stort, idet MLTR, om nogen, har været ofre for de velorganiserede pladepirater i Fjernøsten. MLTR er idag en trio – bestående af sanger og keyboardspiller Jascha Richter, guitarist Mikkel Lenz og trommeslager Kåre Wanscher - idet den mangeårige fjerdemand, bassisten Søren Madsen, sidste år forlod gruppen for at hellige sig en solokarriere. (Stand in på både den fire-strengede og kormikrofonen, er veteranen Henrik ”SP” Poulsen). Skulle man have lyst til at studere MLTRs svært underholdende historie lidt nærmere, så gør vi her gerne lidt reklame for bogen om bandet, der såmænd hedder ”Something You Should Know – Historien Om Michael Learns To Rock” (der skulle udkomme i forsommeren på Carlsens Forlag).
 

 
 
 

DANMARKS SMUKKESTE FESTIVAL - BIRKEVEJ 20 - 8660 SKANDERBORG - TLF.: 87934444 - CVR: 77052518 - E-MAIL: INFO@SMUKFEST.DK