SORT SOL

Scene:
Bøgescenerne
 
Spilledag:
Lørdag - d. 11-08-2001
 
Spilletidspunkt:
22.00 - 23.15
 
De er blevet kaldt ”Danmarks eneste rigtige rockband”, ”Danmarks bedste orkester” eller ”Danmarks væsentligste orkester” – kært band har mange navne... Sikkert er det at Sort Sol igennem en nu 24 år lang karriere, altid er gået deres helt egne veje. På de mange år er det bare blevet til 8 fulde albums, inklusive dette års udspil ”Snakecharmer”, der kom efter næsten 5 års tavshed på pladefronten. Sort Sol var landets førende punkband, dengang i 1977 – og selvom bandet har udviklet sig enormt siden da, er rødderne absolut intakte. Sort Sol er stadig ikke del af noget miljø eller nogen retning – men befinder sig godt i deres selvvalgte eksil ude blandt skyggerne. Og selvom gruppen musikalsk stræber stadig klarere efter at ramme den helt store popsang, gør de det konsekvent og på deres helt egen måde, langt fra Britney Spears og Backstreet Boys-land - men med de store country-sange og Phil Spectors enormo-sound, som pejlemærker og en dirrende elektrisk understrøm som drivkraft. Og at publikum spændt venter på nyt fra Sort Sol – kunne ses af at forløber-singlen, ”Nights In White Satin (gruppens udgave af Moody Blues-klassikeren), strøg direkte ind på salgslistens førsteplads, hvad ”Snakecharmer” iøvrigt også gjorde, da den kom på gaden her i foråret. Og hvis sangene på det nye album er fundament for Sort Sol Live anno 2001 – så er der lagt op til en storladen oplevelse af grandios musik med mange lag, som det perfekte soundscape for sanger Steen Jørgensens dybe og inciterende stemme. Eller som BTs begejstrede anmelder udtrykte i en strøm af bogstavrim: ”...storslået, sønderknusende smukt, fænomenalt følelses- og atmosfæreladet og sine steder bombastisk billedskabende...” Bassist, maler og sangskriver Knud Odde har meldt ud at han ikke turnerer i denne omgang – men bandet har istedet udvidet med to musikere på årets live-gigs, nemlig Sune Wagner fra Psyched Up Janis og Johnny Stage. Grundstammen er selvfølgelig stadig: Lars Top Galia – guitarer, Steen Jørgensen – vokal og Tomas Ortved – trommer.
 

 
 
 

DANMARKS SMUKKESTE FESTIVAL - BIRKEVEJ 20 - 8660 SKANDERBORG - TLF.: 87934444 - CVR: 77052518 - E-MAIL: INFO@SMUKFEST.DK