Abdulla S

Scene:
Bøgescenerne
 
Spilledag:
Torsdag - d. 10-08-2000
 
Spilletidspunkt:
15.30 - 16.30
 
Her på Danmarks Smukkeste Festival er vi særligt glade for at kunne byde velkommen til netop Abdullah S – der, som hard core festivalgængere måske vil vide, også går og hedder Jeppe Saugmann og igennem årene har været en uundværlig del af vores forrygende husorkester FORVALTERDRENGENE. Som Abdullah S er det en ganske anden boldgade Saugmann bevæger sig – han er nærmest det danske svar på funk-guruen George Clinton, hvad de danske anmeldere da også priste i høje toner, da debutalbummet STILL GOING WRONG udkom tidligere på året. Her boltrede Abdullah S og vennerne sig i fuldfed funk, slæbende soul og beslægtede stilarter – som på den fine førstesingle PLACE IN THE SUN, der også fik æren af at blive Ugens Uundgåelige på P3. Og for nu lige at citere bare en enkelt avis, så skrev Information om debutalbummet: ”Still going Wrong er sjov, anderledes, blæret, mærkelig og funky as fuck…” Saugmann har været undervejs med albummet i årevis – og spiller selv en masse instrumenter, synger, har skrevet størstedelen af sangene og har sågar selv produceret hele ballade. Men da han er tilhænger af kollektive inputs, er der selvfølgelig også en lille smule hjælp fra venner som Camille Jones, Mark Linn, Jonas Struck, Mika Vandborg, Mads Michelsen, Kristoffer Sjelberg og en hel masse andre. Jeppe Saugmann selv er en gammel veteran på musikscenen – og har ellers betjent instrumenter som vibrafon, bas, guitar, trommer og keyboards hos så forskellige navne som Ginman/Jørgensen, Camille Jones, Mark Linn og Den Gale Pose. Hele foråret har Saugmann været at finde i orkestergraven på Østre Gasværk Teater i Købehavn, som del af holdet bag SNEDRONNINGEN – og de virkelige musikkendere her på festivalen, vil sandsynligvis have oplevet kapelmesteren selv på Ram Jam. Efter udgivelsen af debut´en, har der kun været enkle muligheder for også at opleve Abdullah S, i spidsen for et større sammenrend af musikere, i færd med at udføre funk på den absolut fede måde – men det kan stærkt anbefales at tage chancen her i skoven. Præcist hvilke og hvormange musikere Abdullah S medbringer ved denne lejlighed, er det svært at spå om – til gengæld er der slet ingen tvivl om at det swinger…”Cause I´m the boogie boogie boogieman”, som det så præcist bliver sunget på første udspil fra Abdullah S.
 

 
 
 

DANMARKS SMUKKESTE FESTIVAL - BIRKEVEJ 20 - 8660 SKANDERBORG - TLF.: 87934444 - CVR: 77052518 - E-MAIL: INFO@SMUKFEST.DK