| |
PETER & DE ANDRE KOPIER
Scene:
Bøgescenerne
Spilledag:
Lørdag - d. 11-08-2001
Spilletidspunkt:
12.15 - 13.15
De er tilbage skoven – og stadig under mottoet ”Først tror du det er Gasolin´. Så tror du det er løgn.” Peter & De Andre Kopier har gennem de seneste mange år begejstret publikum overalt i Danmark – med deres næsten antikvariske dyrkelse af Gasolin´, sådan som Christianshavner-kvartetten lød i storhedstiden. Peter & De Andre Kopier er med til at holde liv i arven fra dengang Gasolin´ for altid ændrede den danske rockmusik – og at overvære en koncert med kopisterne, er virkelig som at dykke ned i sine egne Gas-minder. Og hvorfor egentlig skrive egne sange, når der nu findes et katalog der rummer klassikere som ”Hva´ Gør Vi Nu LIlle Du?”, ”Rabalderstræde”, ”Kvinde Min”, ”Det Bedste Til Mig Og Mine Venner”, ”Efter endnu En Dag” eller for den sags skyld historien om ”Inga, Katinka & Smukke Charlie På Sin Harley”. Peter & De Andre Kopier kan alle sangene, de har sounden – og har i forsanger Peter Molzen en mand, der kan sin Larsen ned til store detaljer som gavflab og boulevard-bred accent. Du kan ligeså godt overgive dig og skråle med af fuld als – originialerne vil vi sandsynligvis aldrig mere komme til at opleve. Det er ikke Beckerlee, Jönsson, Berlev og Larsen – men Lars Skygge på guitar, Mads ”Bas” Frederiksen på den firestrengede, Morten Borgbjerg på tangenter og Henrik Thomsen på trommer. Og det er hverken Gasolin´ eller løgn – men det kan du jo selv gå over i Rytmehans og checke ud...
|
|
|