BRISKEBY

Scene:
Bøgescenerne
 
Spilledag:
Lørdag - d. 11-08-2001
 
Spilletidspunkt:
17.45 - 19.00
 
Et frisk pust fra Norge er bandet Briskeby, opkaldt efter en forstad til Oslo, hvor godtnok ingen af musikerne har boet... Briskeby er en rockkvartet med så fængende attituder, at de på utrolig kort tid er blevet tidens varmeste norske navn – og også det mest omdiskuterede. Gruppen har bare et enkelt album i bagagen – ”Jeans For Onassis”, der udkom sidste efterår. Forinden havde stort set samtlige pladeselskaber kæmpet om at få Briskeby´s underskrift på en pladekontrakt – og for en gangs skyld var der noget om hypen. Briskeby har siden debutalbummet udkom solgt over 100.000 albums i Norge, har indgået en international forlagskontrakt der menes at indbringe dem over 11 millioner norske kroner – og gruppen modtog tidligere på året hele fire trofæer, da Spellemannsprisen (den norske Grammy) blev uddelt: Bedste Album, Årets Sang, Bedste Nye Navn og Bedste Popband. Det med popband skal naturligvis tages med et gran salt – for selvom Briskeby formår at lave elegante sange, er det klart i rockens iscenesættelse, sound og attituder at gruppen henter sin inspiration. Selv nævner de navne som Bowie, Black Sabbath, Depeche Mode og Cure som favoritter. Briskeby er et band med internationale ambitioner – og debutalbummet er netop udkommet i Tyskland, hvor også gruppen har spillet flere koncerter som opvarmning for landsmændene i A-Ha. Briskeby´s trumfkort er sangerinden Lise Karlsnes – bare 20 år gammel og med en ikke særlig fjern fortid som medarbejder på en tankstation i Tønsberg. Hun er en frontfigur af den sjældne slags – har en skarp og sexet stemme og virker, ifølge alle referater, som en kvinde der nærmest ejer scenen. De tre medmusikere kommer fra Larvik – guitarist og sangskriver Bjørn ”Bulle” Bjergene, bassist Bård Helgeland og trommeslager Claus Larsen. Det æ vistnok greit det, som de siger i reklamerne...
 

 
 
 

DANMARKS SMUKKESTE FESTIVAL - BIRKEVEJ 20 - 8660 SKANDERBORG - TLF.: 87934444 - CVR: 77052518 - E-MAIL: INFO@SMUKFEST.DK