ALVIN LEE M. BAND

Scene:
Bøgescenerne
 
Spilledag:
Torsdag - d. 09-08-2001
 
Spilletidspunkt:
18.45 - 20.00
 
For den gamle redaktør af nærværende publikation, var det første møde med Alvin Lee, i levende live, dengang i 1974, i Tinghallen i Viborg – simpelthen en aldeles fantastisk oplevelse. Lee kom ind på scenen i de karakteristiske hvide træsko og med den uundværlige røde Gibson ES 335-guitar slængt over skulderen – og så aldeles skarp ud. Sammen med de øvrige medlemmer af Ten Years After spillede han en uforglemmelig koncert, med den blanding af tyk blues og nærmest rødglødende rock´n´roll – der havde gjort Ten Years After til et af tidens største live-navne. Så stor er fornøjelsen over at kunne præsentere denne evigt turnerende musiker her på årets smukke fest – i selskab med sin tighte trio, Alvin Lee Band, der udover kapelmesteren består af bassisten Steve Gould og trommeslageren Alvin Shane. Idag er Alvin Lee 56 år gammel, lige tro mod de musikalske rødder af boogie og blues der satte ham igang – og oftere at finde på rockklubber eller festivals verden over, end hjemme i sit sikkert pænt store hus. Med Ten Years After debuterede Alvin Lee på plade tilbage i 1967 – og med albums som ”Ssssh” (1969), Cricklewood Green” (1970), ”Watt” (1971) og ”A Space In Time” (1971) skrev han sin del af den elektriske og psykedeliske musiks historie. Alvin Lee blev en af tidens største guitarhelte, med den 11-minutter lange udgave af ”I´m Going Home” (...by helicopter...) der var blandt de helt store øjeblikke på Woodstock Festivalen i 1969 – og som også gav guitaristen tilnavnet ”The fastest guitarhand in the West”. Ten Years After gik hvert til sit i 1974 – og allerede samme år debuterede Lee som solist med ”In Flight”, et live-album indspillet på en enkelt aften og med en række af tidens bedste musikere som backing-band. Efterfølgende er det blevet til adskillige solo-albums, albums med gruppen Ten Years Later og med Alvin Lee Band – og adskillige reunions med Ten Years After, der så sent som i år 2000 turnerede over store dele af verden. De seneste udspil fra Alvin Lee har været studialbummet ”I Hear You Rockin´” (fra 1994) og ”Live In Vienna” fra 1996. Men vil man ha en bid af det hele – både med og uden Ten Years After – kan de to 90er-opsamlinger ”Pure Blues” og ”Solid Rock” anbefales. Meldingerne fra fans og anmeldere rundt omkring i verden, som man bl.a. kan se dem på den omfattende hjemmeside www.alvinlee.com, taler stadig om en musiker i fineste form – og med en usmittet kærlighed til rock og blues fra før verden gik af lave. Og skal man tage Alvin Lee´s seneste live-udgivelse som rettesnor for hans tilbagevenden til bøgeskoven – ja, så er det slet ikke utænkeligt at sange som ”Love Like A Man”, ”Good Morning Little Schoolgirl” og ”I´m Going Home” er på sætlisten.
 

 
 
 

DANMARKS SMUKKESTE FESTIVAL - BIRKEVEJ 20 - 8660 SKANDERBORG - TLF.: 87934444 - CVR: 77052518 - E-MAIL: INFO@SMUKFEST.DK