WHEATUS

Scene:
Bøgescenerne
 
Spilledag:
Fredag - d. 10-08-2001
 
Spilletidspunkt:
21.30 - 22.45
 
Fire gutter fra Long Island, New York, USA, der har lagt hele verden ned med singlen ”Teenage Dirtbag” – du ved, den om den sleske fyr med Iron Maiden-billetterne... Af verdens velnok førende musikmagasin Q, beskrevet som: ”...exactly four minutes of the perkiest geek-rock to emerge out of of America since Weezer´s Buddy Holly”. Og det er da også en formidabel single Wheatus har leveret – skrevet og produceret af bandets sanger Brendan B. Brown og indspillet hjemme i kælderen. Wheatus er endnu et eksempel på rockbands der tager skeen i egen hånd – og måske netop derfor leverer noget der både er originalt og iørefaldende på samme tid. Nogen har set gruppen som den manglende forbindelse mellem Blink 182 og Tom Waits, hvordan det så ellers hænger sammen. (Eller også er pointen bare, at Wheatus slet ikke hænger sammen, og ikke gør det med høj kvalitet). Bandets debutalbum hedder bare Wheatus og er fyldt med underholdende, kantede, støjende og forbasket veloplagte originale sange – og en enkelt cover, nemlig af Erasure´s ”A Little Respect”. Og at netop Erasure er det ene af Wheatus´ yndlingsbands fra 80erne, mens det andet såmænd er The Cure – er bare endnu en måde at markere, hvordan intet er helt oplagt hos denne amerikanske rockkvartet. Karakteristisk har Brendan B. Brown udviklet en sangskrivermetode, hvor han først finder en titel – og derefter kommer så selve sangen. Og det er da en god forklaring på hvorfor Wheatus´ sange hedder sådan noget som ”Wannabe Gangsta´” eller ”Hump´em n´ Dump´em”. On stage: Brendan B. Brown (vokal og akustisk guitar der lyder som en meget elektrisk en af slagsen), Phil A Jiminez (percussion), Peter Brown (trommer) og Mike McCabe (bas).
 

 
 
 

DANMARKS SMUKKESTE FESTIVAL - BIRKEVEJ 20 - 8660 SKANDERBORG - TLF.: 87934444 - CVR: 77052518 - E-MAIL: INFO@SMUKFEST.DK