A-HA

Scene:
Bøgescenerne
 
Spilledag:
Fredag - d. 10-08-2001
 
Spilletidspunkt:
23.30 - 00.45
 
Norges største band gennem tiderne er atter på landevejen. De herrer Morten Harket (vokal), Magne Furuholmen (keyboards og vokal) og Pal Waaktaar (guitar og vokal), havde ellers kørt bandet ud på et sidespor i midten af 90erne – men stod så pludselig på scenen igen, den 11. december 1998, ved festkoncerten omkring uddelingen af Nobels Fredspris. Ovenikøbet annoncerede gruppen sig klar til også at turnere – og at de var på vej med et nyt album. A-Ha´s første album siden 1993 kom sidste år – med titlen ”Minor Earth, Major Sky” – og gruppen modtog respekt for både håndværk og sange af presse og publikum over hele verden, bl.a. i England, hvor kritikerne vurderede trioens come-back-album, til at være blandt de hundrede bedste overhovedet udkommet i år 2000. Det eksotiske har altid ligget til A-Ha, der da også fejrede genkomsten med en turne til Japan i november 2000 – hvor gruppen ellers ikke havde spillet siden 1988. I Norge var det nærmest år 2001s største begivenhed, da A-Ha i marts, gav deres første koncerter i hjemlandet siden 1993 – og ved den lejlighed solgte Oslo´s største spillested Valhalla totalt ud, med et publikum der talte gæster fra ikke mindre end 28 forskellige lande. Som en sidste cadeau til nordmændene, erkendte U2 så ovenikøbet at de på singlen ”Beautiful Day”, havde neglet en enkelt linie fra A-Ha´s ”The Sun Always Shine On TV”. A-Ha blev dannet som Bridges, tilbage i 1980, af Furuholmen og Waaktaar – og under det navn blev det til en enkelt single, ”Fakkeltog”, udgivet på eget label. I 1981 stødte Morten Harket til. Gruppen ændrede navn til A-Ha - og i 1983 så en engelsk studiemanager muligheder i bandet, på grund af sangen ”Lesson One”, der efterfølgende sikrede dem en international pladekontrakt hos Warner Bros. Sangen blev efter en omarbejdning kendt (faktisk særdeles kendt) som ”Take On Me” – sidenhen kåret som en af 80ernes bedste popsange, mens den tilhørende video, fornylig blev kåret som verdens 8. bedste af slagsen, af musikkanalen VH1. ”Take On Me” og albummet ”Hunting High And Low”, blev A-Ha´s adgangsbillet til hele den vide verden – med topplaceringer på salgslisterne overalt, også i de forjættede pop-mekkaer USA og England. Siden fulgte andre storladne hitsingler som ovennævnte ”The Sun...” og ”Train Of Thought”, ”Cry Wolf”, ”Manhattan Skyline”, ”Stay on These Roads”, ”Crying In The Rain”, ”Touchy” og ”You Are The One” – sammen med andre gode øjeblikke samlet på 91-compileringen ”Headlines & Deadlines – The Hits Of A-Ha” (1991). Det sidste officielle A-Ha-album før pausen var ”Memorial Beach” (1993) – og i nogle år, fra midten af 90erne, forfulgte de tre musikere hver især solo-karrieren, med størst succes for Morten Harket. Og så en (forhåbentlig smuk) sensommeraften, står Harket, Furuholmen og Waaktaar så altså lyslevende her i bøgenskoven – både med den perlerække af store pop-øjeblikke, der for mange er en uundværlige del af sountracket til deres liv og samtidig med masser af musikalsk fremtid for sig. Det kunne faktisk godt gå hen og blive rigtig smukt.
 

 
 
 

DANMARKS SMUKKESTE FESTIVAL - BIRKEVEJ 20 - 8660 SKANDERBORG - TLF.: 87934444 - CVR: 77052518 - E-MAIL: INFO@SMUKFEST.DK