Marie Frank

Scene:
Bøgescenerne
 
Spilledag:
Lørdag - d. 12-08-2000
 
Spilletidspunkt:
17.45 - 19.00
 
Den var længe undervejs, den første CD fra Maria Frank. Rygtet om den velsyngende og heftigt omrejsende sangskriver, var forlængst løbet i forvejen – bl.a. fordi Marie Frank blaffede rundt i Danmark og undervejs kom i kontakt med en tilfældig Strax-journalist, der (efter lige at have checket om det nu også var sandt) snart efter præsenterede sine lyttere for den fine historie, om den musikalske og berejste pige, der del-financierede sine ture, ved at spille på gader og stræder hvor hun kom frem og som også havde brudt isen til en pladekontrakt, af samme tilfældige vej. Således kunne Strax-lytterne lægge ører til Elvis-klassikeren DON´T BE CRUEL, der tilbage i ´97 var Marie Franks første udspil. Med opvækst i Løvskal, mellem Randers og Viborg og tidlig nærkontakt med albums fra Bob Dylan, Joni Mitchell, Janis Joplin og Neil Young – var den unge Marie faldet i musikgryden fra starten. Hun fik sin første guitar som 10-årig – og begyndte snart efter at optræde med de mange gamle favoritter, der har været med i bagagen siden hun lærte at spille. I 1993 mødte hun trommeslageren Kent Olsen og keyboardspilleren Jørgen Holmegaard – og sammen med disse lavede hun et demobånd, der førte til stor interesse fra forskellige pladeselskaber, der alle så stort på, at Marie Frank faktisk ikke havde skrevet nogen sange selv. Det blev der dog rådet bod på – og både alene og via en række co-writes i ind- og udland, fik Marie Frank samlet sange til et helt album og sammen med sit band (der også tæller guitaristen Søren Koch og bassisten Henrik Marstal), drog sangerinden i vinteren ´98 til New York, for dér at indspille debutalbummet, med amerikaneren Daniel Wise bag knapperne. Roserne fra anmeldere og radio-DJs var mange, da ANCIENT PLEASURES endelig kom på gaden i august ´99 – og ikke mindre end 4 Grammy´er blev det til for den 27-årige Marie Frank, da musikdanmark gjorde boet fra 1999 op. På typisk Maria Frank-vis, havde hun lige inden debut´en blev udgivet også fået stor opmærksomhed i en ganske anden genre, da et tidligere samarbejde med techno-gruppen BROTHER BROWN, var resulteret i singlen UNDER THE WATER. Af disse nærmest Frank´ske omveje, var det trendy DJs i London der først lagde mærke til og roterede sangen – der dog snart efter også nåede Danmark, i den grad… Men det er først og fremmest den klassiske sangskrivning og det håndspillende band, der er hjertet og kernen i Maria Franks udtryk – som det kan høres på radio-favoritter som SYMPTOM OF MY TIME, SAVE A LITTLE LOVE og HEART OF SATURDAY NIGHT. (Som en lille service til den aktive fan, skal vi heller ikke glemme at gøre opmærksom på hjemmesiden – mariefrank.dk – hvor det er muligt for gæsterne at stille forslag til covernumre, de gerne vil høre Marie Frank synge. Hver tredje måned indspiller Marie og bandet så et af disse – der efterfølgende kun kan høres på hjemmesiden).
 

 
 
 

DANMARKS SMUKKESTE FESTIVAL - BIRKEVEJ 20 - 8660 SKANDERBORG - TLF.: 87934444 - CVR: 77052518 - E-MAIL: INFO@SMUKFEST.DK