| |
Beth Hart
Scene:
RytmeHans
Spilledag:
Lørdag - d. 13-08-2011
Spilletidspunkt:
21.30
Den amerikanske vulkan er tilbage i skoven – med sangene fra det nye album ”My California” som velkomne tilføjelser til sætlisten. Beth Hart skal være så aldeles velkommen her på festivalen hvor hun med en forrygende koncert i 2004, på mange måder spillede sig til sit danske gennembrud. Hun havde efteråret før udsendt albummet ”Leave The Light On”, fyldt med dybt personlige sange om det helvede, hun havde været igennem for at blive clean og kunne vende tilbage til musikken. Europa – og i første omgang specielt Danmark og Holland – tog der i 2003 så godt imod Beth Hart, at hendes karriere nærmest fik en ny begyndelse. Den intense sangerinde kvitterede med nu for alvor at indfri, hvad talentet havde lovet både på debutalbummet ”Immortal” (´96) og specielt to ´eren ”Screaming For My Supper” (´99), der indeholdt gennembrudshittet og skæbnesangen ”L.A. Song”.
Da Beth Hart og bandet vendte tilbage til Skanderborg i 2005, var det som topnavn på Bøgescenerne, med guldplader i bagagen og efter at have været i monster-rotation på de danske radiostationer med sangen ”Learning To Live”. I 2007 sendte Beth Hart sit fjerde album ”37 Days” på gaden. Det strøg direkte til tops på den danske salgsliste med førstesinglen ”As Good As It Gets” som endnu et markant hit fra den powerfulde sangerinde og pianist. Beth Hart turnerer stadig intensivt i specielt Tyskland, Norge, Holland og Danmark – men der sker også ting og sager hjemme i USA. Et bekræftet rygte siger, at næste udspil fra Beth Hart bliver i en særdeles interessant konstellation med guitaristen Joe Bonamassa, hvor de to power-musikere fortolker en række af deres favoritsange.
En lille forsmag på det samarbejde kan man få på det nye album fra Bonamassa, hvor Beth Hart synger kor på et enkelt nummer. Men her gælder det Beth Hart selv og et godt genhør med hendes faste band: Jon Nichols (guitar, kor), Tom Lilly (bas, kor) og Todd Wolf (trommer).
|
|
|