D-A-D

Scene:
Bøgescenerne
 
Spilledag:
Søndag - d. 14-08-2011
 
Spilletidspunkt:
21.45
 
”… et vanvittigt veloplagt kobbel sultne rockhunde”, kaldte Ekstra Bladet D-A-D, i en koncertanmeldelse fra 2008 – og det er næsten naturstridigt, hvordan et band der nærmer sig 30 års jubilæet, stadig er særdeles sultne og fortsat opsatte på at erobre verden. De sidste par år har vist, at D-A-D stadig er et eftertragtet band udenfor DK – og når turbussen nu endnu engang ruller ind her i den gode gamle bøgeskov, så er det ikke bare efter adskillige stop ude omkring i det ganske danske sommerland, men også efter sommergigs i både Tyskland, Finland og Portugal og hvor man her i 2011 ellers har brug for en dosis rock, som kun D-A-D spiller den.

En aften med ”Danmarks nationale rockorkester” (som nogen ynder at kalde D-A-D), er sammensat af lige dele elektricitet og tyngde, har masser af velgørende humor og samspil i særklasse - og trækker selvfølgelig på et sangkatalog med klassikere i hobetal, spillet af et band der ikke bare er gode musikere, men også har showmanship langt ud over det sædvanlige.

Lige siden det hele begyndte, dengang i 1984, har D-A-D henrykket danskerne med deres helt egen og indimellem skæve udgave af rockmusikken – og det er stadig et vitalt liveband, der aften efter aften skriver et nyt kapitel af deres lange og seje historie.

D-A-D har gennem et stykke tid været i gang med indspilninger til et nyt studiealbum (nummer 11 i rækken), der efter planen udkommer dette efterår. Så mon ikke en smagsprøve eller to sniger sig ind i sættet, når D-A-D (Jesper Binzer – vokal, guitar, Jacob ”Cobber” Binzer - guitar, Stig Pedersen – bas og Laust Sonne - trommer) her tæller til fire og tænder op under De Smukkeste på Den Smukkeste.

 

Besøg bandets hjemmeside

 
 
 

DANMARKS SMUKKESTE FESTIVAL - BIRKEVEJ 20 - 8660 SKANDERBORG - TLF.: 87934444 - CVR: 77052518 - E-MAIL: INFO@SMUKFEST.DK