Poul Krebs

Scene:
Bøgescenerne
 
Spilledag:
Fredag - d. 12-08-2011
 
Spilletidspunkt:
16.30
 
”Især på melodifronten er ’Magnolia Tales’ vældig
veloplagt, og lagt i hænderne på et band, der ikke
er for professionelt til at ose af spilleglæde, kan
Poul Krebs kun være glad og tilfreds med sit
amerikanske album.” Politiken var ude med fire
stjerner og flotte ord til Poul Krebs, ovenpå
udgivelsen af hans første engelsksprogede album
”Magnolia Tales”, der kom på gaden i marts.
Albummet var indspillet i USA, med Bob Dylan-
guitaristen Charlie Sexton som producer – og var
fyldt med så stærke sange, at P4 gjorde det til
Ugens Album, mens publikum sendte det direkte op
som nummer fem på listen over de mest solgte
albums i Danmark.

Live er Poul Krebs her i 2011 klar med et helt nyt
band omkring sig, bestående af gode musikere fra
København og Århus og med den norsk/engelske
sangerinde Claudia Scott (der medvirker på
koncertalbummet ”På en god dag”) som et herligt
genhør. ”De er alle sammen formidable folk, som
jeg bl.a. har mødt gennem ”House of Songs” og
spillet med både i USA og herhjemme”, som Poul
Krebs sagde om det nye hold.

Vi ser frem til at høre både de nye engelske sange
og højdepunkter fra det efterhånden meget
omfattende og populære Krebs-bagkatalog, når
han nu præsenterer sit nye band i bøgeskoven for
første gang: Kent Olsen (trommer), Tove Sørensen
(bas), Niels Chr. Simmelsgaard (guitar), Ask
Kjærsgaard (div. guitarer, steel, banjo, keyboards)
og Claudia Scott (vokal og guitar).
 

Besøg bandets hjemmeside

 
 
 

DANMARKS SMUKKESTE FESTIVAL - BIRKEVEJ 20 - 8660 SKANDERBORG - TLF.: 87934444 - CVR: 77052518 - E-MAIL: INFO@SMUKFEST.DK