Medina

Scene:
Bøgescenerne
 
Spilledag:
Fredag - d. 12-08-2011
 
Spilletidspunkt:
00.30
 
”Men da hun står på scenen denne aften i Berlin, er jeg ikke længere i tvivl. Imellem to numre præsenterer hun én efter én medlemmerne af sit band for slutteligt med den ene hånd på overdrevet rockstar-agtig facon at gribe den krystalbesatte mikrofon og med en voldsom selvsikkerhed og flabet attitude at råbe ud til publikum, som går helt amok i krapsalver, skrig og piften: "And me....? I AM MEDINA!" JA, hun er nemlig! Helt ind til benet! Og det er derfor, vi er så vilde med hende...” Det danske modemagasin Elle var med, da Medina den 30. marts sluttede sin tyske turné, foran tusinde begejstrede tilskuere på et totalt udsolgt Postbahnhof i Berlin. Et meget godt eksempel på den store interesse, der lige nu er for Medina i udlandet. Singlen ”Addiction” har været oppe som #1 på radio og Dance-hitlisten i USA, ”You & I” har toppet den engelske Dance Chart, albummet rykker på bl.a. iTunes i Tyskland - og YouTube visninger af hendes videoer skal tælles i millioner. Og så er det ikke engang to år siden hun udsendte ”Kun for mig” – og med den lagde grunden til et popmusikalsk gennembrud af særdeles sjældne dimensioner.

Herhjemme fås det ikke meget større i øjeblikket. Medina har fået priser med hjem fra både MTV, Danish Music Awards, Gaffa og Zulu, sideløbende med platinhæder i massevis for både sine storsælgende singler og det tredjemest solgte album i Danmark i 2010. Sangeren og sangskriveren Medina udsendte allerede i 2007 sit første album ”Tæt På”, hvor hun indledte samarbejdet med producerne Providers og havde både Joe True og Joey Moe med som gæster. Ingen af singlerne fra det album gjorde det store væsen ud af sig, men Medina og Providers fortsatte samarbejdet og i september 2008 kom så ”Kun for mig” – og derfra er alt bare en sjældent god pophistorie. Vi glæder os til et nyt kapitel, når Medina her er vært for det der må blive en massiv nattefest på Bøgescenerne.

 

Besøg bandets hjemmeside

 
 
 

DANMARKS SMUKKESTE FESTIVAL - BIRKEVEJ 20 - 8660 SKANDERBORG - TLF.: 87934444 - CVR: 77052518 - E-MAIL: INFO@SMUKFEST.DK