| |
Michael Learns To Rock
Scene:
RytmeHans
Spilledag:
Torsdag - d. 11-08-2011
Spilletidspunkt:
19.45
De kan såmænd fejre tyve års jubilæum for debutalbummet i år – for det var tilbage i 1991 Michael Learns To Rock udgav albummet af samme navn, der med sangen ”The Actor” sikrede dem et komfortabelt gennembrud. Dengang kom succesen ovenpå nogle benhårde år, hvor MLTR havde spillet overalt hvor der var en scene og nærmest kæmpet sig fra hus til hus, for at få pladekontrakt og publikum.
Scenen er på alle måder en helt anden i dag, hvor trioen nok nærmest må betragtes som et af verdens mest eksklusive fritidsbands. De samles når der ligger interessante koncerter forude, hvad der jævnligt gør, som eksempelvis her i det forgangne forår hvor MLTR spillede tre koncerter i Malaysia og en i Kina. Og efter nogle mere stille år herhjemme, har MLTR på det seneste skruet lidt op for intensiteten, med en lang række meget populære intim-koncerter landet over. MLTR har aldrig haft specielt travlt med at udgive nyt – og det er faktisk kun blevet til 6 studiealbums i løbet af karrieren, senest ”Eternity” fra 2008. Til gengæld indeholder de tilsammen en sætliste, der er sjældent rig på store og langtidsholdbare hits. Det viser sig tydeligt når bandet spiller live, hvor publikum – både i Danmark og fjernøsten – synger med fra start til slut. Måske ikke så mærkeligt, når det samlede internationale pladesalg i dag nærmer sig 10 mio. eksemplarer, hvoraf en meget stor del er solgt i lande som Thailand, Indonesien, Kina, SydAfrika, Indien og Vietnam. Lande, hvor MLTR er deciderede superstjerner og stadig meget velkomne gæster.
Velkomne er de også her i skoven, hvor det er blevet til massevis af gode koncerter gennem årene fra Michael Learns To Rock alias Jascha Richter (vokal og keyboards), Mikkel Lenz (guitar) og Kåre Wanscher (trommer).
|
|
|