| |
De La Soul
Scene:
Bøgescenerne
Spilledag:
Fredag - d. 12-08-2011
Spilletidspunkt:
18.45
”Efter 20 år i hiphoppen befinder den spilleglade og energiske trio sig stadig i den absolutte top”. Ordene stammer fra Gaffas fem-stjernede anmeldelse af De La Souls seneste koncert i Danmark, tilbage i december 2009. De La Soul blev dannet på Long Island, NY, i 1987, af de tre high school venner der har udgjort gruppen lige siden: Posdnuos (aka Kelvin Mercer), Trugoy the Dove (født som David Jude Jolicoeur) og Pasemaster Mase (der også går og hedder Vincent Mason). I 1989 kom det første album “3 Feet High and Rising” - af den store amerikanske website Allmusic.com beskrevet som ”The most inventive, assured, and playful debut in hip-hop history.”
De La Soul tilbød fra starten et vedkommende, varmt og tiltrængt alternativ til den hard core rap, der var tidens fremherskende stil på hip hop scenen. De La Soul nøjedes ikke bare med funk og soul som musikalsk fundament – men brugte drilsk og smittende løs af allehånde inspirationer, fra pop til jazz, reggae og psykedelisk musik. De hypede fred, kærlighed, humor og venskab – og blev derfor ofte præsenteret som ”the hippies of hip hop”. Debutalbummet blev kåret som en af årets allerbedste udgivelser af en lang række toneangivende medier - og ”3 Feet High…” har da også vist sig at være et af genrens mest stilskabende albums, der har fungeret som inspirationskilde for en lang række af dem, der kom efter. De La Soul har siden debuten udgivet en lang række albums – bl.a. ”De La Soul Is Dead” (1991), ”Articifial Official Intelligence: Mosaic Thump” (2000), ”AOI: Bionix” (2001) og ”The Grind Date” (2004). Seneste udgivelse med nyt materiale fra De La Soul er albummet ”Are You In” fra 2009. Albummet er udgivet af Nike, som del af projektet ”Nike+ Sport Music – og består af ét nummer, der til gengæld varer omkring 44 min. Gennem årene har De La Soul samarbejdet med en masse forskellige musikere både inden og udenfor hip hop miljøet – og at de stadig er en eftertragtet samarbejdspartner, kan bl.a. ses af deres medvirken hos Gorillaz, der i 2006 gav De La Soul en Grammy for deres indsats på hittet ”Feel Good Inc.”
|
|
|