| |
The Dreams
Scene:
RytmeHans
Spilledag:
Lørdag - d. 13-08-2011
Spilletidspunkt:
16.00
”Klædt i sorte T-shirts og jeans – krydret med kæder og charmeklude – leverer kvartetten et toptunet show. Sammenspillet, professionelt, energisk.” Der var fire stjerner fra Gaffa til The Dreams, efter kvartettens debut på Bøgescenerne sidste år. Koncerten kom ovenpå udgivelsen af The Dreams tredje album ”Revolt” (2010), hvor sangsproget var skiftet fra dansk til engelsk – og ambitionerne vokset til også at række langt udenfor Danmark. Albummet er siden blevet udgivet i en række lande i Europa, bl.a. i Tyskland, hvor The Dreams sidste efterår var på en længere turné. Det nye albums førstesingle ”Under The Sun”, gav The Dreams endnu en #1 på den Boogie-liste de nærmest har ejet i perioder – og sidst på året modtog kvartetten en færøsk ”Planet Award”, som værende øernes bedste band i 2010. The Dreams blev dannet i 2004 og udgav i 2006 debutalbummet ”Tazy”, der indeholdt deres fortolkninger af en række færøske klassikere. Efter at være rejst til Danmark blev de opdaget af produceren Chief 1, og i 2008 ramte de det store publikum med sangen ”La mig være”, der præsenterede noget af en ny lyd i det års Melodi Grand Prix. Også i 2008 udgav de det dansksprogede album ”Byen kalder” (genudgivet i ny version i 2009), hvorfra tracks som ”Himlen falder/Helvede kalder”, ”Backstabber” og ”Ingen kan erstatte dig” alle har indtaget førstepladsen på den i dag nedlagte Boogie Liste. The Dreams har spillet massevis af gigs de sidste par år – og live er der tale om et godt og intenst samspil mellem dem og deres særdeles medlevende fans.
The Dreams er: Hans Edward (vokal og guitar), Corfitz (guitar), Eirikur (bas) og Heini (trommer).
|
|
|