The William Blakes

Scene:
P3-Teltet
 
Spilledag:
Torsdag - d. 11-08-2011
 
Spilletidspunkt:
20.30
 
”Bevæbnet med smil, der var spændt op fra det ene øre til det andet, hoppede og dansede orkesteret nærmest uafbrudt i en sådan grad, at man som publikum blev forpustet ved blot at kigge på.” (Soundvenue, koncertanmeldelse 2011, 5/6). De hyperaktive musikere i The William Blakes udsendte i februar ”Music Wants To Be Free”, deres fjerde album på bare to år og 11 måneder – der bl.a. indeholdt ”The Light (Plane To Spain”), der blev Ugens Uundgåelige på P3.

The William Blakes debuterede i april 2008 med det meget roste debutalbum ”Wayne Coyne” (i øvrigt navnet på forsangeren i Flaming Lips). Allerede 10 måneder efter, var de klar med deres andet album - ”Dear Unknown Friend” – der gav endnu mere ros og opmærksomhed. I 2010 kom treeren ”The Way Of The Warrior”: ”…udført med velfungerende, ofte let desperate leadvokaler, flotte korarrangementer, overraskende mellemstykker og opfindsom instrumentering”, som der stod i Gaffa´s anmeldelse. I The William Blakes finder man dels forsangeren Kristian Leth (der inden han sprang ud som sanger, blev kendt som omdiskuteret vært i Liga.dk på DR1) og dels de ligeså aktive brødre Fridolin og Frederik Nordsø, to af tidens mest roste danske producere (bl.a. Outlandish, Moi Caprice, The Fashion) – og endelig Bo Rande (der bl.a. har spillet med Efterklang, Mew og Blue Foundation).

Blandt de mange talenter hos The William Blakes er også en udpræget sans for underholdende markedsføring – og bl.a. har bandet fået navne som Nephew, The Storm, Hej Matematik og Remee til at medvirke i deres video til sangen ”Secrets of The State”, ligesom de (på toppen af Big Fat Snake-sagaen), fik en del omtale af at invitere Peter Viskinde med i The William Blakes. Hvad han i øvrigt takkede ja til – men kombinationen af ham og The William Blakes har vi nu stadig til gode…

 


 
 
 

DANMARKS SMUKKESTE FESTIVAL - BIRKEVEJ 20 - 8660 SKANDERBORG - TLF.: 87934444 - CVR: 77052518 - E-MAIL: INFO@SMUKFEST.DK