| |
Kasper Winding
Scene:
RytmeHans
Spilledag:
Fredag - d. 12-08-2011
Spilletidspunkt:
15.30
”…luksuspop for livsnydere” var Politikens opsummering af indholdet på det senest album fra Kasper Winding, der udkom i februar i år. Efter I mange år primært at have beskæftiget sig med elektronisk musik, gik det op for Kasper Winding, hvor meget han egentlig savnede en dosis fra musikalske sværvægtere som Todd Rundgren, Kraftwerk og The Beatles. Det kom der et helt nyt album ud af – med titel ”Voila” og skabt i samarbejde med bl.a. Casper Clausen og Mads Braur fra Efterklang, Jonas Bjerre fra Mew, den franske sangerinde Lola Zaidline og de hjemlige producervenner Henrik Balling og Thomas Blachman. Det er nok næppe dem Kasper Winding tager med på skovtur til Skanderborg, men til gengæld kan man nok være ret sikker på, at denne livsnyder og musikalske perfektionist kun omgiver sig med folk af høj klasse, præcist som han altid har gjort det siden han som 15-årig påbegyndte sin imponerende karriere som professionel musiker.
Gennem årene har Kasper Winding spillet og indspillet med bl.a. Frank Zappa, Rolling Stones, Radio Jazz Gruppen, Entrance, Abba og Shu-bi- dua. Allerede i 1970 komponerede han sit første film-soundtrack og i 1980 kom det første solo- album ”Kick”. Siden har Kasper Winding, både i eget navn og under diverse aliasser, udgivet en lang række albums og komponeret musik til mere end 20 danske og udenlandske film og tv-serier. I 1978 havde han stor succes med sin musik til spillefilmen ”Mig og Charlie”. 1987 grovhittede han i duet med Lars Muhl på ”Sjæl i flammer” – og blandt hans egne udgivelser, var 1989-albummet ”No. 5” en stor kommerciel succes. Kasper Winding er også en eftertragtet producer og har i årenes løb bl.a. arbejdet med navne som C.V. Jørgensen, Baal, Gangway og Caroline Henderson.
Bonusinfo: skulle man, ligesom Kasper Winding, trænge til en god dosis Todd Rundgren, så her er et lille link til det forrygende web-tv-show ”Live at Daryls”, hvor Daryl Hall (Hall & Oates) besøger Todd Rundgren i hans hjem på Hawai (det er episode 40): http://www.livefromdarylshouse.com/archive.html
|
|
|