| |
Sort Sol
Scene:
RytmeHans
Spilledag:
Fredag - d. 12-08-2011
Spilletidspunkt:
23.30
”Det startede mere end overbevisende, og det endte rent ud sagt betagende. En musikalsk opvisning i melankolsk dæmoni… eller dæmonisk melankoli, om man vil. Kald det hvad I har lyst til – kald blot ikke udøverne af samme musikalsk opvisning andet end ét af de mest originale rockbands nogensinde.” (fra BTs fem-stjernede anmeldelse af Sort Sols turnestart i Horsens den 25. marts). Et ”magtfuldt monument”, kaldte Ekstra Bladet det karriereopsamlende bokssæt med Sort Sol, der kom på gaden i marts. Og som ankom samtidig med bandets første fuldlængde koncerter siden 2003, hvor der blev så stille omkring bandet, at det nærmest lignede en opløsning. Hvilket fik yderligere næring, da Lars Top Galia i 2004 meddelte, at han nu forlod ”dansk rocks farligste orkester”, som Berlingske Tidende har kaldt denne musikalske monolit.
Det hele startede i 1977 under navnet Sods. Danmarks første og – skulle det vise sig – mest markante og væsentligste punkband. Debutalbummet ”Minutes To Go” kom i 1979 og rummede bl.a. sangen ”Copenhagen”, der også har været på sætlisten her i 2011. Det andet album hed ”Under en sort sol” (1980) - og siden 1983 har bandnavnet været netop Sort Sol. Trods den lange karriere er det kun blevet til 8 studiealbums undervejs – med ”Flow My Firetear” (1991) og ”Glamourpuss” (1993) som de store mesterværker og med ”Snakecharmer” (2001), som det foreløbelig sidste.
Nu er solen altså stået op igen – og at dømme efter de særdeles positive anmeldelser bandet har fået for deres 2011-koncerter, er der noget rigtig stort i vente, når Sort Sol kaster sine elektriske slagskygger ud mellem bøgetræerne i Skanderborg. Udover de tre veteraner - Steen Jørgensen (vokal), Thomas Ortved (trommer) og Lars Top-Galia (guitar) - består Sort Sol live 2011 af: Manoj Ramdas og The Adam Olsson (begge på guitar) og Anders ’AC’ Christensen (bas).
|
|
|