| |
Tom Jones
Scene:
Bøgescenerne
Spilledag:
Søndag - d. 14-08-2011
Spilletidspunkt:
17.45
Sir Tom Jones er ikke bare en af musikverdenens største stjerner og mest markante stemmer, han hører også til blandt de bedste performere verden har set. Og skønt han er fyldt 70, er han stadig i stand til tryllebinde et publikum, som han gør det utallige gange hvert år, på sin personlige udgave af den turne, der aldrig holder op.
Tom Jones er en af de sjældne kunstnere, der ubesværet gør sig gældende i alle genrer. Om det er pop, rock, country, dance, gospel eller techno – Tom Jones har sunget det hele og gjort det med både soul, styrke og succes. Tom Jones – Waliser med stort W – startede sin professionelle karriere i begyndelsen af 60erne. Gennembruddet kom i 1965 med singlen ”It´s Not Unusual”, der præsenterede den sjældent vitale og kraftfulde baryton-stemme i et heftigt og storswingende arrangement. Det er blevet til utallige hits gennem hele karrieren – og blandt de største gennem fem årtier kan nævnes ”What´s New Pussycat”, ”Thunderball”, ”Green Green Grass of Home”, ”Without Love”, ”She´s A Lady”, ”Darlin´”, ”Kiss”, ”If I Only Knew” og ”Sex Bomb”. Det er selvfølgelig blevet til massevis af albums i den lange karriere, med højdepunkter som ”The Lead & How To Swing It” (1995), ”Reload” (1999) og senest det kritiker- roste album med traditionelle amerikanske sange, ”Praise & Blame” fra 2010.
Tom Jones besøgte senest Danmark i november 2010, hvor Ekstra Bladet gav fem stjerner for hans koncert i Vega og karakteriserede sangeren som: ”den velholdte veteran fra Wales, hvis klassiske entertainerevner og tordenrøst er såre intakte.” Vi ser frem til at opleve den store stemme her i en af verdens smukkeste koncertsale, hvor Sir Tom med garanti vil sætte bøgeskoven i seriøse svingninger.
|
|
|