| |
Love Shop
Scene:
RytmeHans
Spilledag:
Lørdag - d. 13-08-2011
Spilletidspunkt:
17.45
”Fuldkommen, fucking fænomenal aften.” Den gode BT-anmelder Steffen Jungersen overgav sig totalt og gav alle sine seks stjerner til Love Shop, da de i april genoptog deres Danmarks-turné. Selvsamme anmelder er undervejs i anmeldelsen inde på, at det jo nærmest burde være umuligt at dette band lige nu er bedre end nogensinde før, når faktum jo desværre er, at to tredjedele af bandets grundlæggere - mundharpevirtousen og sangeren Henrik Hall og guitaristen og produceren Hilmer Hassig - desværre ikke er mere. Men sådan er Love Shop sin helt egen og særlige skæbne i dansk rock. I november 2010 udsendte Love Shop albummet ”Frelsens Hær” (det første siden 2003), der blev fornemt anmeldt og set som et af bandets bedste udspil nogensinde. I Ekstra Bladets fem-stjernede anmeldelse hed det bl.a.: ”…intet mindre end en af ærkekøbenhavnernes bedste plader nogensinde (…) Hovedparten af de nye numre har noget nær episk format, ja, der stræbes efter en slags kosmisk pop. Det lyder højpandet, men føles slet ikke sådan.” Ovenpå udgivelsen påbegyndte Love Shop deres første turné siden 2004, hvor begejstrede publikummer tydeligt viste, at bandet i den grad havde været savnet. Love Shop sendte debutalbummet ”1990” på gaden samme år. Herfra blev sangen ”En Nat Bliver Det Sommer” et øjeblikkeligt radiohit – og starten på en helt speciel karriere i dansk rock.
Igennem 15 år, 7 studiealbums, en lang række hitsingler og stadigt flere koncerter, opbyggede Love Shop nærmest sin egen niche i dansk musik. Til anmeldernes stadige og store tilfredshed og med et støt stigende og næsten uendeligt trofast publikum. Efter en i dag nærmest mytisk koncert på Roskilde Festival – den 3. juli 2004 – indledte Love Shop en pause på ubestemt tid og det kan vel næsten betragtes som et slag af gudernes ironi, at bandet i 2006 fik sin første guldplade nogensinde, for mere end 20.000 solgte eksemplarer af opsamlingen ”Som Sendt Fra Himlen 1990 – 2004”. Love Shop fik i februar 2009 IFPIs Ærespris ved Danish Music Awards – og blev efterfølgende gendannet for to mindekoncerter for deres desværre alt for tidligt afdøde guitarist og producer Hilmer Hassig.
Nu er der kun sangeren og sangskriveren Jens Unmack tilbage fra bandets begyndelse – i dag i spidsen for en udgave af Love Shop, der både formår at holde fortiden skarp og i den grad være vedkommende og tilstede lige nu og her: Mika Vandborg (guitar), Bøje Holm (guitar), Thomas Risell (bas), Thomas Duus (trommer) og Mikkel Damgaard (keyboards).
|
|
|