Savage Affair

Scene:
RytmeHans
 
Spilledag:
Søndag - d. 13-08-2000
 
Spilletidspunkt:
11.50 - 13.00
 
Anført af radio-, sex- og quizguruen Alex Nyborg Madsen (også med en mangeårig fortid i Led Zeppelin Jam) – er der her tale om et band med mange og dybe rødder i forskellige danske orkestre, der altid har haft melodien og den elektriske guitar som pejlemærke. For Alex Nyborg Madsen startede det med melodisk metal i gruppen Witch Cross, der sendte et enkelt album på gaden i 1984 – og via eksport også nåede tilhængere af hård tråd, i såvel Japan som USA og Canada. Gruppen var dog kun kortlivet – men allerede i ´86 kunne man ane konturerne af det der blev der til Savage Affair. Her dannede Nyborg Madsen nemlig gruppen Harlot – der i ´89 udgav albummet ROOM WITH A VIEW. Og sammen med keyboardspilleren herfra – Bo Brinck – dannede Alex Nyborg Madsen så i 1990 det sejlivede ensemble Savage Affair, der med singlen MATTER OF MINUTES, fra debutalbummet VELVET REVOLUTION, i ´93 fik deres første hit. Siden da har gruppen været mere eller mindre aktive på den danske scene – og har fået udgivet minialbummet 45 RPM (med fortolkninger af deres favoritter fra den danske rocks repertoire) og de to langspillere ACTUAL REALITY (´86) og PINK PILLS FOR PALE PEOPLE (2000). Det er på sidstnævnte gruppen for alvor træder i karakter – med en engageret produktion fra veteranen Al Clay (der bl.a. også har produceret for de åndsbeslægtede skotter i Del Amitri), der skærer ind til benet og hjertet af sangene, hvilket lytterne har kunnet glæde sig over, når sange som PLAYFUL PERSONALITY og OVER ME, er strømmet ud af radioen. Live fortæller den lange historie om et band der, trods uheld og mangel på kommerciel slagkraft, aldrig har kunnet kvitte musikken – hvilken i den grad kan høres når Savage Affair, med deres melodiske og udadvendte rockmusik og stærke vokalharmonier, spiller op til fest og glæde. Savage Affair består her i sæsonen 2000 af: Alex Nyborg Madsen (vokal), Martin Schwerin (guitarer og kor), Bo Brinck (keyboards og kor), Torben Aalykke (guitarer og kor), Lars Vilmar (trommer) og Carsten Neumann (bas).
 

 
 
 

DANMARKS SMUKKESTE FESTIVAL - BIRKEVEJ 20 - 8660 SKANDERBORG - TLF.: 87934444 - CVR: 77052518 - E-MAIL: INFO@SMUKFEST.DK