Under Byen

Scene:
RytmeHans
 
Spilledag:
Fredag - d. 11-08-2000
 
Spilletidspunkt:
13.00 - 14.15
 
Med KYST leverede århusianske Under Byen et af de mest roste debutalbums i det forgangne år – og fik på den konto en fortjent Grammy-nominering, som Årets Nye Navn. Under Byen minder ikke om nogen andre danske bands. Man kunne måske tale om en slags ”stilhedens musik”, tilsat ord af en skrøbelig og dragende skønhed – og tilsammen noget af det mest stemningsfulde der er kommet på cd i det forgangne år. Anmelderne var for en gangs skyld enige om at der her var tale om noget ganske særligt – og Ekstra Bladet valgte sågar ”Kyst” som Årets Danske Album, med begrundelsen: ”Århusiansk sirenesang tilsat nogle af de mest originale toner i dansk musik siden Carl Nielsen…” Det er bestemt heller ikke den traditionelle brug af instrumenter der præger Under Byen - der er så langt fra normal-rocken som muligt, med deres intense brug af klaver, cello, violin, bas, sav, harmonika, trommer og slagtøj, som det indfølte og fine fundament for den intense sangerinde Henriette Sennenvaldt. Under Byen er så absolut et must for de musikalsk nysgerrige – og koncerten her, er en af de få chancer der er til at opleve dette fascinerende band, der bestemt ikke overrender de danske spillesteder. Udover Henriette Sennenvaldt består Under Byen af Katrine Stocholm (piano og kor), Morten Larsen (trommer), Myrtha Wolf (cello), Niels Grøndahl (violin og sav), Sara Saxild (bas) og Anders Stocholm (harmonika og slagtøj).
 

 
 
 

DANMARKS SMUKKESTE FESTIVAL - BIRKEVEJ 20 - 8660 SKANDERBORG - TLF.: 87934444 - CVR: 77052518 - E-MAIL: INFO@SMUKFEST.DK