Laid Back

Scene:
Bøgescenerne
 
Spilledag:
Fredag - d. 11-08-2000
 
Spilletidspunkt:
14.45 - 16.00
 
Det er nok et af de mest præcise bandnavne vi har i Danmark - det de to musikere John Guldberg og Tim Stahl, i sin tid valgte til deres ensemble. Tilbagelænet. Ingen overdreven travlhed her – og en musik der, som en duvende brise eller en svajende palme, kun vil dig det absolut godt og give dig ro i sjælen. Laid Back startede nærmest ved et tilfælde, da Stahl og Guldberg en dag var mødt op i Werner Studiet i København, for at indspille med nogen andre. Disse dukkede dog aldrig op – og vore to helte begyndte istedet at jamme med hinanden, uden at vide at de her havde lagt kimen til en verdenssucces og fra starten havde fundet den arbejdsmetode, der siden skulle præge alt hvad de lavede. I 1981 debuterede gruppen med singlen MAYBE I´M CRAZY, der blev et moderat hit – men allerede to år efter strøg de til toppen af hitlisterne i ind- og udland, da deres andet album KEEP SMILING, viste sig at indeholde de to slidstærke singler, SUNSHINE REGGAE og WHITE HORSE. Den første ramte plet i Danmark, Europa og i Syd Amerika – og i USA gik folk som Prince rundt og promoverede den anden, der blev et stort hit på primært de sorte diskoteker og radiostationer. I de næste år rejste Guldberg og Stahl fra tv-show til tv-show over store dele af verden – og præcist hvor store singler der var tale om, kan vi tydeligt se her i år 2000, hvor SUNSHINE REGGAE atter hitter (nu i et remix af Funkstar de Luxe) og hvor WHITE HORSE gennem årene er blevet samplet af Gud & Hvermand.
Og i de efterhånden 17 år der siden er gået – er det ikke fordi Laid Back har forhastet sig med hverken pladeudgivelser eller turneer. De har kun udgivet 5 albums siden KEEP SMILING – senest UNFINISHED SYMPHONIES (´99) og deres koncerter har været sjældne, men til gengæld sjældent gode og varme oplevelser. De har fortsat lejlighedsvist fodret hitmaskinen med sange som IT´S A SHAME, BAKERMAN og BET IT ON YOU – og har efterhånden fået et fortjent ry som nationens viise popmusikere, der i deres ophøjede ro, langsomt men sikkert stikker kursen ud for hvordan sejt groovende og svært swingende pop skal laves, på en måde og med en sound, der ikke mindst inspirerer mange musikere og producere omkring dem. Og nu er de heldigvis – må der ikke igen gå 10 år før de drager på landevejen – tilbage på scenerne. Fra den gamle redaktør skal der kun lyde en ubetinget anbefaling – Laid Back live er det ganske simpelt dumt at gå glip af!

 

 
 
 

DANMARKS SMUKKESTE FESTIVAL - BIRKEVEJ 20 - 8660 SKANDERBORG - TLF.: 87934444 - CVR: 77052518 - E-MAIL: INFO@SMUKFEST.DK