Monrad & Rislund

Scene:
RytmeHans
 
Spilledag:
Fredag - d. 11-08-2000
 
Spilletidspunkt:
15.00 - 16.15
 
I opslagsværket Dansk Rock kan man om denne fænomenale duo bl.a. læse: ”Musikken var en ret surrealistisk form for folkemusik med lån fra skiffle, blues, viser, pop & rock.” Vi er tilbage i 1974 og Totalpetroleum har netop udgivet deres første single – KØD PÅ BORDET - og et dansk humør-eventyr af vidtrækkende dimensioner, er netop påbegyndt. De var klassekammerater, Jan Monrad og Søren Rislund, på Frederiksberg Gymnasium, dengang i slutningen af 60erne. De skæve indfald var et godt middel mod kedsomhed og matematik – og musikalsk havde de to ambitioner, som de hver for sig indfriede på dels folkemusikscenen (Monrad) og dels i bands som Skov & Strand (Rislund). Men sammen – og sammen med ligesindede som vaskebrædtspilleren Mik Schack, guitaristen Tømrerclaus og produceren Poul Bruun – var de nu alligevel stærkere og gennem årene er det såmænd blevet til ikke mindre end 19 ret vanvittige albums, allersenest JA, JA… -ELLER NEJ!, der netop er udkommet. Og det fortjener de en ret stor tak for – thi uden Monrad & Rislund havde vi sandsynligvis aldrig hørt om Pladderballe, endsige været indkaldt som lyttere af denne by´s svært underholdende nærradio eller havde været nødsaget til at bevæge os ind i grammofonpladeudsalg, for her at spørge undrende ekspedienter efter titler som HVEM AF JER ER MUNDVAD?, HUNDESTJERNER HASTEINDLAGT, DET VIL JEG DA SKIDE PÅ, AKASUT MUNDVAND II, KNEPPER DE? og DEN STORE JULEBASAR. Albums som vi simpelthen var nødt til at investere vores surt sammensparede midler i, for at høre sidste nyt fra personager som Brodtgaard, Henriksen, Hansemand Luchter, Mogens (især Mogens, men også Dobbelt Mogens), Svend Dellepude (sikken entertainer) og Jaska Gidaskaja. Nøjagtigt hvad denne ekstraordinære duo vil optræde med, skal der her på ingen måde spås om – ligesom det slet ikke kan udelukkes at folk som Ole Fick (alias Leo Lummerkrog) og harmonikavirtousen Øyvind Ougaard vil blande sig i underholdningen.
 

 
 
 

DANMARKS SMUKKESTE FESTIVAL - BIRKEVEJ 20 - 8660 SKANDERBORG - TLF.: 87934444 - CVR: 77052518 - E-MAIL: INFO@SMUKFEST.DK