Baal

Scene:
RytmeHans
 
Spilledag:
Lørdag - d. 12-08-2000
 
Spilletidspunkt:
19.30 - 20.45
 
Der var musikalsk højere til loftet og ganske andre inspirationskilder end de gængse, da Københavner-bandet Baal, i ´96 debuterede med albummet SENSORAMA. Navnet havde gruppen fundet i et teaterstykke af Bertolt Brecht – og musikken var inspireret af dekadente veteraner som David Bowie, Queen og Sparks. Og i sangeren Bjørn Fjæsted, havde Baal et helt originalt trumfkort, der med indlevelse, drama, passion og volume, sendte gruppens storladne sange ud i rummet, med et udtryk ingen lyttere kunne passere upåvirket forbi. Baal blev startet i ´94 af Fjæsted og guitaristen David Kampmann, begge med en fortid i det U2-inspirerede rockband Redlands. Ideen med Baal var at kombinere rockbandets energi med cabaret´ens muligheder for iscenesættelse – og Baal var da også fra starten noget ganske særligt på den danske scene og fik allerede en pladekontrakt efter et af deres første gigs. Debutalbummet blev via singlehittet BUBBLE FAKE en umiddelbar succes – og Baal var blandt de helt store trækplastre i sæsonen 96 – 97 (dokumenteret på LIVE – THE OFFICIEL BOOTLEG fra slutningen af ´96). Den megen virak og det hektiske liv som turnerende musiker blev for meget for Kampmann, der derfor forlod bandet – og uden den meget iørespringende guitar, var det tid for Baal at revurdere det musikalske projekt. Resultatet blev den afdæmpede, eksperimenterende og meget anderledes KARAOKE, der ikke helt havde samme appel til det store publikum, men til gengæld gav Baal nye strenge at spille på og vel også var en vej ud af den spændetrøje, cabaret-konceptet kunne være blevet i længden. Baal har senest udgivet den meget roste FUNTEX (´99) – og har fortsat en egen evne til at omdanne selv det tarveligste spillested til en højloftet katedral, når orkesteret sender deres stort dimensionerede lydbilleder ud over publikum. Baal i det ny årtusinde er: Bjørn Fjæsted (vokal), Jimmy Krogsgaard (bas), Jesper Grann (trommer), Morten Lundsgaard (guitar) og Henrik Sten Melander (keyboards).
 

 
 
 

DANMARKS SMUKKESTE FESTIVAL - BIRKEVEJ 20 - 8660 SKANDERBORG - TLF.: 87934444 - CVR: 77052518 - E-MAIL: INFO@SMUKFEST.DK