Superheroes

Scene:
Bøgescenerne
 
Spilledag:
Lørdag - d. 12-08-2000
 
Spilletidspunkt:
13.45 - 15.00
 
Det var efter at være blevet inspireret af electropop-klassikeren DARE (lavet af det engelske foretagende Human League i 1981) – at keyboardspilleren, sangeren og sangskriveren Thomas Troelsen, hjemme i Skive i 1996, dannede gruppen Superheroes. Rent faktisk gik Troelsen så vidt, at han begyndte at købe nøjagtigt de analoge keyboards, der stod listet på Human League´s album – og det kan så absolut høres på Superheroes´ egen musik, der med en smuk og gennemsigtig 80er-tone, alligevel er popmusik til Lige Nu. Gruppen debuterede med en selvfinancieret EP i ´97 – og herfra blev nummeret NAÏVE et hit på kulthitlisten, Det Elektriske Barometer. I efteråret ´97 tog gruppen til Malmö, for at påbegynde indspilningen af deres første album. Og i det svenske drog bandet naturligvis til Tambourine Studios – dengang kendt for at være ultra-analoge i deres måde at indspille på og kendt for at være stedet, hvor bands som The Cardigans og Eggstone laver deres plader. Debutalbummet – DANCING CASANOVA – udkom i juni ´98 og med fine singler som SEE YOU AT THE RAILROADS og I TOUCHED HER LEGS, blev Superheroes lynhurtigt darlings hos de danske anmeldere og fik hurtigt opbygget en svært begejstret fanskare. Så langt væk som i Japan lagde man også mærke til Superheroes – der fik albummet udgivet og i april ´99 kunne rejse på promotion- og koncerttur til Kyoto, Osaka og Tokyo. Senere samme år turnerede gruppen i USA og gav 11 koncerter på den amerikanske østkyst. I marts 2000 udkom det andet album fra Superheroes – IGLOO – som det første indspillet primært i Tambourine og endnu engang med en flok sprøde og præcise popsange som JOHNNY & I, WHAT´S GOING ON og NIGHTMARE (hvor Troelsen synger duet med en af sine store favoritter, Ulla Cold fra hedengangne Rocazino). De er spået en stor fremtid – men check det selv når Walther Valley nu lægger scene til Superheroes: Thomas Troelsen – vokal og keyboards, Tanja Simonsen – kor og keyboards, Asger Tarpgaard – guitar, Bjarke Staun – guitar, Lars Hovendahl – bas og Thomas Christensen – trommer.
 

 
 
 

DANMARKS SMUKKESTE FESTIVAL - BIRKEVEJ 20 - 8660 SKANDERBORG - TLF.: 87934444 - CVR: 77052518 - E-MAIL: INFO@SMUKFEST.DK