Brand New Heavies

Scene:
Bøgescenerne
 
Spilledag:
Fredag - d. 11-08-2000
 
Spilletidspunkt:
21.00 - 22.30
 
At der ikke altid er megen logik i musikbranchen, er engelske Brand New Heavies et tydeligt eksempel på. Hvorfor skulle det ellers være tre skolekammerater fra London-forstaden Ealing, der i begyndelsen af 90erne bragte den håndspillede soul og funk tilbage til USA, hvor man næsten havde glemt hvordan det lød. Men sådan er en del af historien om Brand New Heavies - alias trommeslageren Jan Kincaid, guitaristen Simon Bartholomew og bassisten/keyboardspilleren Andrew Levy, der efter at have spillet i årevis på klubberne i England – først som instrumentalgruppe og siden med vokalisten Jay Ella Ruth tilknyttet - i 1990 udgav albummet BRAND NEW HEAVIES, indspillet for den beskedne sum af £8000. Et amerikansk label forelskede sig i musikken – og da BNH netop havde mistet sangerinden, foreslog de gruppen at genindspille dele af debut´en, blot med den amerikanske sangerinde N´Dea Davenport. Resultatet blev stort – collegeradioerne forelskede sig i sange som DREAM COME TRUE, STAY THIS WAY og NEVER STOP – og BNHs turne i USA, blev et sandt triumftog. Det gik så vidt at veteranen Ray Charles inviterede bandet til at optræde ved sin 50 års fødselsdagskoncert, hvor BNH pludselig stod ansigt til ansigt med deres egne store idoler som Stevie Wonder og Quincy Jones. Ved en koncert i New York var det tidens rap-stjerner der strømmede til koncerten – og efterfølgende lavede BNH en enkelt afstikker til rap-genren med albummet HEAVY RHYME EXPERIENCE (´92), med medvirken fra bl.a. Pharcyde, Master Ace og Grand Puba Maxwell. De var dog primært soulmusikere – og raffinerede udtrykket på det andet ”officielle” album BROTHER SISTER (´94), der med singler som MIDNIGHT AT THE OASIS, BACK TO LOVE, DREAM ON DREAMER og CLOSE TO YOU, i den grad gav dem et gennembrud hjemme i England, hvor albummet gik platin og den efterfølgende turné var totalt udsolgt. I 1995 forlod Davenport gruppen for at hellige sig sin solokarriere – men ved endnu et lykketræf, kom gruppen i kontakt med Siedah Garret, kendt for sin duet med Michael Jackson på I JUST CAN STOP LOVING YOU. Med hende indspillede gruppen det tredje album SHELTER – der nok en gang gik platin i hjemlandet og føjede nye hits som YOU ARE THE UNIVERSE, til den store BNH-sangbog. Heller ikke samarbejdet med Siedah Garret varede evigt – og på BNHs sidste udspil, TRUNK FUNK – THE GREATEST HITS (´99), er det sangerinden Carleen Andersen (med en fortid i The Young Disciples og som soloartist) der fornemt løfter arven fra forgængerne. De nye singler der var indspillet til opsamlingen, som APPARENTLY NOTHING og SATURDAY NIGHT, lover godt for det album Brand New Heavies i skrivende stund arbejder i studiet med – og som forhåbentlig når ud inden bandet med garanti leverer en soul-oplevelse af højeste klasse, til alle her på dansegulvet under den åbne himmel.
 

 
 
 

DANMARKS SMUKKESTE FESTIVAL - BIRKEVEJ 20 - 8660 SKANDERBORG - TLF.: 87934444 - CVR: 77052518 - E-MAIL: INFO@SMUKFEST.DK