World of Wonders

Scene:
Bøgescenerne
 
Spilledag:
Lørdag - d. 12-08-2000
 
Spilletidspunkt:
11.50 - 13.00
 
Hvis der er nogen i denne verden der fortjener at få et tribute-orkester, så er det uden tvivl Steveland Judkins, der for ganske nylig kunne fejre sin 50 års fødselsdag. Nu er samme Judkins nok bedre kendt som Stevie Wonder – og det er netop i hans verden ovennævnte orkester, med lethed, finder fornemme sange nok til at fylde en aften og mere til. Thi selvsamme Wonder har virkelig skrevet mange hits – rigtig mange endda - siden han første gang overskred en-million-solgte-mærket tilbage i 1963, med sangen FINGERTIPS PT. 2. (Og skulle man efter denne koncert få lyst til at opsøge originalerne, så er der netop udgivet en glimrende 5-stjernet opsamling, kaldet AT THE CLOSE OF THE CENTURY, der over 70 sange fordelt på 4 CDer, på fineste vis serverer højdepunkterne). Stevie Wonder er nærmest evigt aktuel – og hans sange lever i så bedste velgående, at nutidens kunstnere i den grad låner fra Wonder-kataloget, hvis de skal have nogenlunde sikkerhed for at toppe hitlisterne. Alene i 90erne stod der Stevie Wonder på Coolios´ GANSTERS PARADISE (originalt kaldet PASTIME PARADISE), på Will Smiths WILD WILD WEST (der samplede Wonders I WISH), på 98 Degrees´ TRUE TO YOUR HEART (med Stevie Wonder i forrygende duet) og på George Michael og Mary J. Blige´s suveræne AS (skrevet af Wonder). Præcis hvor World Of Wonders lægger deres gyldne snit i karrieren vides ikke – men man kan da altid håbe på klassikere som FOR ONCE IN MY LIFE, YOU ARE THE SUNSHINE OF MY LIFE, SUPERSTITION, I WISH, LIVING FOR THE CITY, SIR DUKE, HAPPY BIRTHDAY, SIGNED SEALED DELIVERED, DON´T YOU WORRY ´BOUT A THING, MASTER BLASTER JAMMIN´… Men de kunne såmænd også vælge nogen helt andre – og lave en ligeså god koncert! Rent faktisk har Stevie Wonder haft ikke mindre end 47 hitsingler i England, så der er nok at vælge imellem… For mange vil den helt store oplevelse ved denne lejlighed, nok også være World Of Wonders sanger, den eminente Martin Preisler – der langtfra ligner Wonder, men rammer noget af den samme balance mellem power og poesi som mesteren selv. Og så har han ikke mindre end 9 m/k i ryggen, for at skabe den formfuldendte og fuldfede sound sangene fortjener: Ann Charlotte Bergman og Lonnie Kjær (kor), Kristian Fogh (keyboards), Mads Fogt (guitar), Joakim Øster (bas), Henriette Krogh (percussion), Marc Thierry (trommer), Jan Kaspersen (saxofon og kor) og Tau Klitgaard (trompet).
 

 
 
 

DANMARKS SMUKKESTE FESTIVAL - BIRKEVEJ 20 - 8660 SKANDERBORG - TLF.: 87934444 - CVR: 77052518 - E-MAIL: INFO@SMUKFEST.DK