Run Rig

Scene:
Bøgescenerne
 
Spilledag:
Lørdag - d. 12-08-2000
 
Spilletidspunkt:
19.45 - 21.15
 
Der har alle dage været musikalsk højt til loftet hos Runrig – igennem snart mange år danskernes yndlings-skotter, aldrig nærige med de store følelser og de store vidder i tekster og melodier. Bandet kan i år fejre deres 27-års jubilæum – thi det var i 1973 gruppen så dagens lys, i begyndelsen bare som en trio og med et overvejende akustisk udtryk. Året efter kom den karismatiske forsanger, Donnie Munro, med i bandet - og i 1978 kunne Runrig pladedebutere med albummet PLAY GAELIC. Som titlen antyder, et album med folkesange sunget på dét gæliske sprog, der altid har været en væsenlig del af kulturen og udtrykket hos Runrig. I 1979 startede bandet deres eget pladeselskab – Ridge Records - og allerede omkring udgivelsen af det tredje album, RECOVERY (´80), voksede lyden og ambitionerne hos bandet, der stædigt fortsatte deres store turnevirksomhed og langsomt men sikkert tiltrak flere og flere fans i ind- og udland. I 1984 besøgte bandet for første gang Danmark – og grundlagde her den popularitet, der siden har fulgt dem. Det store gennembrud kom for alvor med albummet THE CUTTER & THE CLAN – oprindelig udgivet af bandet selv, men i 1988 genudgivet af det internationale pladeselskab Chrysalis, som Runrig havde indgået kontrakt med, vel vidende at ville de for alvor ud over hjemlandet, måtte der stærkere kræfter til end de havde i deres eget selskab. (Det var dog på Ridge Records at Runrig i 1998 udgav deres 25 års jubilæumsalbum, THE GAELIC COLLECTION - en samling af alle de gæliske sange gruppen gennem karrieren havde optrådt med og som fans i årevis havde spurgt efter). Fra slutningen af 80erne begyndte tingene for alvor at gå stærkt for Runrig, der siden har turneret heftigere end langt de fleste kolleger og samtidig fundet tid til at indspille en lang række albums: ONCE IN A LIFETIME (´88), SEARCHLIGHT (´89), THE BIG WHEEL (´91), AMAZING THINGS (´93), TRANSMITTING LIVE (´94), MARA (´95) og THE BEST OF RUNRIG (´96). Gruppen har udviklet sig til en af de helt store europæiske attraktioner, med et ekstremt trofast publikum i specielt Tyskland, Danmark, England og naturligvis hjemlandet Skotland. Har Runrig fra begyndelsen haft ideer om hvor og hvordan det kunne være spændende at optræde – så kan der ikke være mange drømme tilbage. De har turneret til yderkanterne af Skotland med et cirkustelt. De har spillet jævnligt over hele Europa, har været forbi Nordamerika – og har været gæster i det engelske hitprogram Top Of The Pops, utallige gange siden deres første singlehit, hvilket bestemt ikke er hverdagskost for skotske bands. De har spillet på slotte og herregårde – og på nogen af de mest naturskønne pletter i hjemlandet, som da gruppen i 1991 gav en kæmpekoncert ved bredden af Loch Lomond, hvor ikke mindre end 45.000 fans dukkede op. I 1997 så det for første gang sort ud for Runrigs fremtid – idet den populære sanger Donnie Munro havde besluttet sig for at forlade bandet, for istedet at hellige sig en karriere som politiker for Labour-partiet. Men i juli ´98 anede medlemmerne atter en lysende fremtid - da en ny frontmand var fundet i canadieren Bruce Guthro, der allerede i august samme år kunne debutere med Runrig, ved en koncert på den danske Tønder Festival. Og med udgivelsen af albummet IN SEARCH OF ANGELS, kunne publikum for alvor ånde lettet op – Guthro var en værdig afløser og er det naturlige midtpunkt for Runrig år 2000. Naturligvis i godt selskab med veteranerne Peter Wishart (keyboards), den formidable guitarist Malcolm Jones, trommeslageren Iain Bayne og endelig de to der har været med igennem alle årene, percussionisten Calum McDonald og bassisten Rory McDonald.
 

 
 
 

DANMARKS SMUKKESTE FESTIVAL - BIRKEVEJ 20 - 8660 SKANDERBORG - TLF.: 87934444 - CVR: 77052518 - E-MAIL: INFO@SMUKFEST.DK