Gnags

Scene:
Bøgescenerne
 
Spilledag:
Søndag - d. 13-08-2000
 
Spilletidspunkt:
17.45 - 19.15
 
Efter snart fire års pause, er det et på alle måder forandret Gnags der vender tilbage til scenerne. To medlemmer er gået ud af gruppen - og personlige kriser og sorger, har også præget livet for musikerne. Det har altsammen sat sine spor på Danmarks ældste rockband, der efter 35 år på landevejene og i studierne, stadig viser kampvilje og engagement på deres nyeste udspil, RIDSER, REVNER OG BULER. Det 18. Studiealbum fra Gnags – og også et nyt kapitel i krønikken om et band, der selv ville sætte reglerne for deres karriere og undervejs skabte både dansk musikhistorie og deres eget pladeselskab. Som tak for det hele fik Gnags i februar den første statuette i kategorien Æres Grammy – og kvitterede altså både med et nyt album og en omfattende turne, der for alvor skal vise at der stadig er liv og lyst i det hæderkronede band. Det er længe siden vi skrev 1966 og Gnags så dagens lys i brødrene Nielsens hjemby, Skjern. Det er også længe siden kalenderen stod på 1973 – året hvor de idealistiske hippie-musikere album-debuterede under den, set i bakspejlet, mere end præcise titel PÅ VEJ. Dengang spillede bandet under overskriften ”elektrisk & akustisk” – og inddrog alt fra folkemusik til regulær rock i de koncerter, der tiltrak et større og større publikum og langsomt forvandlede sig til de opvisninger i spilleglæde og show med noget på hjerte, der i løbet af 70erne gjorde Gnags til et af de mest populære bands herhjemme. Men det var for alvor – og for knapt så længe siden - i 80erne, at Gnags fandt den musikalske storform. Inspireret af bl.a. afrikansk og caribisk musik, blev Gnags til den heksekedel af swing og bevægelse, der ikke kunne træde et skridt forkert. De var i høj grad med til at sætte den musikalske dagsorden i hjemlandet – og kunne via albums som SAFARI, X, DEN BLÅ HUND, PLADS TIL BEGEJSTRING, HAR DE PUTTET NOGET I KAFFEN og MR. SWING KING, sælge i hundredetusindvis af albums til begejstrede danskere, der i det kraftige jyske band, fandt en sjælden kombination af global musikalsk inspiration, blandet op med dansk storsind og stof til eftertanke. Sangene var mange og gode – og live var der ikke mange der kunne spille lige op med Gnags, der så også i sangeren Peter A.G. havde (og har) en karismatisk, debatskabende og udadvendt frontfigur. Sådan en de fleste har en mening om – og som selv har en mening om meget. Halvfemserne har ikke været Gnags´ mest aktive år – det er kun blevet til 3 studiealbums og den stor-populære opsamling DEN DEJLIGSTE PLADE I HUNDREDE ÅR – men før nogen skriver gravskriften, er det decimerede Gnags altså på farten igen. Stadig med Peter A.G. i front for de mangeårige støtter Jacob Riis-Olsen (guitar og kor), Mads Michelsen (trommer) og Ivan Sørensen (keyboards). Og til yderligere at sætte skub i veteranerne live – er bandet udvidet med Mika Wandborg (guitar), Bastian Sjelberg (bas), Jens Jones (percussion), Niels Mathiasen (sax), Anne Seier Hansen (kor) og Ida Corr (kor).
 

 
 
 

DANMARKS SMUKKESTE FESTIVAL - BIRKEVEJ 20 - 8660 SKANDERBORG - TLF.: 87934444 - CVR: 77052518 - E-MAIL: INFO@SMUKFEST.DK