/media/1560/80-1-stor.jpg

1980 - Starten!

Den 5. juli 1980 blev der for første gang nogensinde afholdt Skanderborg Musikfestival i Dyrehaven. Trods tørklosetter, en massiv omgang regn og et underskud det første år, var det alligevel en succes med god stemning og en masse øl!

Smukfest er skabt på hardcore iværksætterånd og begejstring – og for de fem unge mænd, der stiftede Skanderborg Festivalklub og lavede den allerførste festival, krævede det hårdt arbejde og engagement ud over det sædvanlige at få arrangementet op at stå. De fik ingen som helst økonomisk støtte, meget lidt opbakning fra omgivelserne og måtte selv tage hele risikoen. Og havde de ikke gjort det, er det nok meget tvivlsomt om Skanderborg i dag ville være være hjemsted for Danmarks næststørste festival… 

Der er som regel meget smukt ude i bøgeskoven

... og det var der sikkert også, den helt særlige lørdag i 1980. Fra dem, der var tilstede, er der dog ikke særligt præcise overleveringer at støtte sig til - og i pressen er der kun skrevet meget sparsomt om arrangementet. 

ÅRETS ANEKDOTE

Der var tegnet en regnvejrsforsikring hos selveste Loyds Of London, der ville give 10.000 kr., hvis det regnede mellem 13 og 14. Det stod ned i stænger – men desværre først efter kl. 14, så forsikringspræmien blev aldrig udbetalt.

Udover den spartanske scene, med presenningerne hejst ovenover, bestod festivalen af en skurvogn, man havde lånt af kommunen, et villatelt hvorfra der blev solgt øl og endelig en lille bod, der solgte myggespray og Luna-plader. Nærmeste offentlige toilet var på Capri - adskillige hundrede meter væk - og derfor stod der to latriner for enden af skurvognen. Publikums udladninger endte i store toiletspande, hvis tømning var fordelt mellem nogle af de optrædende musikere.

Musikken spillede, folk havde det hyggeligt, og der blev langet mange små Faxe Fad over disken i ølteltet. Spam Band kom og optrådte. Godt nok helt uden instrumenter, men med to piger, der vist dansede og sang noget kor indimellem. Thunderbirds var der med deres velsmurte halbal-maskine, og det samme var Kurt med deres udgaver af sange fra ZZ Top's og Ry Cooders' repertoirer. Bocachio spillede vistnok egne numre, og det samme mener man var tilfældet med Sabrock der, som navnet antyder, kom fra Sabro. Freche Bande står nogenlunde klart for arrangørerne, til dels på grund af bandets frontfigur, Bent Kehlet, der spillede en ret forrygende Jimi Hendrix-guitar - men mest fordi gruppens pressemeddelse lovede "Garanteret hot dogs, hajer og pisk" og "lemlæstelse af grillkyllinger". Luna fik spillet deres koncert, men da Cozie stod for tur til finalen, var der efterhånden faldet så meget regn, at det var uforsvarligt at fortsætte. Det var ikke populært for arrangørerne at aflyse netop Cozie - og nogen husker at blive jagtet rundt i skoven af bandets supportere, der ville uddele bank for aflysningen.

Alt i alt havde festivalen kostet omkring 17.000 kr. - men der var kun små 13.000 kr. til at betale regningerne med. Heldigvis trådte trykkeren Søren Berthelsen til som redningsmand - gælden til ham for plakater og programmer svarede sådan cirka til underskuddet. Han sagde til bestyrelsen, at de jo så var nødt til at lave festival igen året efter, og så kunne han få sine penge til den tid.

Hør, hvordan Smukfest blev til dengang tilbage i 1980erne. Klippet er fra Rock Rødder: Ballade under bøgen (2008) sendt på TV2 Østjylland, tak til for lån af klip.

KORT OM 1980

  • Hovednavne: Luna, Spam Band, Cozie og Bocachio, Thunderbirds, Sabrock, Freche Bande
  • Dato: 5. juni 1980.
  • Gæster: Hvor mange tilskuere der egentlig var, er der ingen der rigtig ved - men noter fra dengang siger et sted mellem 600 og 1000 styks.
  • Billet: Gratis entré.
  • Økonomi: Alt i alt havde festivalen kostet omkring 17.000 kr. - men der var kun kommet omkring 13.000 kr. i kassen.

Se kontaktoplysninger

Vi bruger cookies på smukfest.dk til trafikmåling og optimering af sitet – er det fino-bambino med dig?