/media/1568/85-1-stor.jpg

1985 – "Danmarks Smukkeste Festival"

Rekordstort musikbudget, international rock – og et navneskift fra Skanderborg Festival til Danmarks Smukkeste Festival.

I begyndelsen af juni er programmet på plads, og samtidigt offentliggøres festivalens officielle navneskift til "Danmarks Smukkeste Festival". 

Skanderborg Festival har lyttet til kritikken af det foregående års program. Musikbudgettet er derfor hævet til lidt over 500.000 kr.! Der er skrevet kontrakt med en lang række danske og skandinaviske topnavne, som kombineret med bl.a. guitar-esset Rory Gallagher fra Irland og de engelske pub-rockere Dr. Feelgood, skal sikre en god musikalsk fest under bøgetræerne.

Rory Gallagher imponerer med en næsten tre timer lang optræden, der først slutter ved 2.30 tiden lørdag morgen.

Det er dårligt vejr i ugen op til festivalen, "men sommervejret kom, tågen forsvandt og klædningsstykkerne røg et efter et", skriver Århus Stiftstidende.

Festivalen er stort set forskånet for uheld. Dog kan der læses i Jyllands-Posten, at et 20 meter højt bøgetræ væltede og "reducerede en minibus til pick-up".

Der er dømt sol og sommer det meste af weekenden, og omkring 7000 tilskuere, musikere, frivillige og mediefolk fyrer den af under bøgetræerne. Og de er samtidig flinke til også at lægge penge hos de handlende i Skanderborg.

1985 er året, hvor festivalen knopskyder

Folkene bag Danmarks Smukkeste Festival hjælper vennerne og naboerne med at lave deres Sølund Festival – eller Danmarks Festligste Festival, som den også kaldes. I de kommende år er folkene i Skanderborg Festivalklub også med til at skabe yderligere open-air-arrangementer i Skanderborg, som bl.a. Danmarks Yngste Festival og Danmarks Ældste Festival til det mere modne publikum.

FUN FACT: En del af folkene i festivalklubben stiller op til kommunalvalget på den nystiftede "Kulturlisten". Det er et forsøg på at få valgt kulturvenlige folk ind i byrådet – og listen ender med at mangle bare 11 stemmer til en byrådsplads.

KORT OM 1985

  • Hovednavne: Rory Gallagher (UK), Tøsedrengene, TV-2, Dr. Feelgood (UK) m.fl.
  • Dato: 9.-11. august (2. weekend).
  • Medhjælpere: 800 medhjælpere.
  • Økonomi: Musikbudgettet var rekordstort (500.000 kr.) og ca. 1,6 mio. kr. bliver spenderet på mad og drikke, bl.a. 100.000 flasker øl.

Se kontaktoplysninger

Vi bruger cookies på smukfest.dk til trafikmåling og optimering af sitet – er det fino-bambino med dig?