/media/1589/97-2-stor.jpg

1997 – B.B. King og Aqua

Bluesmesteren B. B. King spiller i 1997 en af de helt store koncerter i festivalens historie. Samme år åbner den allerførste udgave af hjemmesiden www.smukfest.dk.

Det var det år, hvor vi så Men In Black og Titanic i biografen – og det dér internet var ved at blive det helt store. I februar åbner Danmarks Smukkeste Festival således den første udgave af hjemmesiden www.smukfest.dk.

I foråret udkommer medhjælperbladet Walther Nyt i stærkt ændret skikkelse med nyt fire-farvet design, fremfor den vanlige og lidt kedelige sort/hvide udgave. Redaktøren håber, bladet fremover vil blive brugt flittigt af klubbens medlemmer, så den interne diskussion om, hvad festivalen skal, kan og vil, føres i medlemsbladets spalter frem for i de lokale medier.

I marts løftes sløret for en række af navnene på årets musikprogram - med den gamle og tidløse blues-mester, B.B. King, som et af de smukkeste! Trods det går billetsalget til årets festival ikke helt så strygende som normalt, og i begyndelsen af juli er marketingsbudgettet allerede opbrugt. Til sidst kan Danmarks Smukkeste Festival dog melde udsolgt.

Klippet er fra Rock Rødder: Ballade under bøgen (2008) sendt på TV2 Østjylland, tak til for lån af klip.

 

"Der er sgu godt nok mange myg nu", siger en af de pladsansvarlige til Horsens Folkeblad, op til åbningen af den 18. festival. "Det hører dog op, den dag lydfolkene begynder at prøve anlægget af. Der går ikke lang tid, før alle myggene er forduftet over alle bjerge. De kan ikke li' rockmusik."

Foruden den legendariske koncert med B.B. King kan man dette år opleve et af tidens helt store navne: Aqua. På dette tidspunkt har de solgt mere end 300.000 plader i Danmark. Dette er deres sidste koncert i hjemlandet, før turen går ud i verden. Bag det på plakaten diskrete navn "The Snowmen" gemmer sig The Sandmen, som genopstår for en enkelt koncerts skyld.

ÅRETS ANEKDOTE

"Et enigt plan- og teknikudvalg indstiller nu til byrådet, at Skanderborg Festivalklub får en fem-årig tilladelse til at holde festival i Dyrehaven på samme niveau som i 1996", skriver Horsens Folkeblad i januar. Der er dog intern uenighed i byrådet – særligt det at festivalen dermed får lov til at afspærre Søbadet og nu kan afskære den almindelige Skanderborgenser fra en badetur, bekymrer nogle. Det ender med lidt af en underhåndsaftale, hvor festivalen accepterer, at borgere, der kommer i badetøj og med håndklæde, kan få fri adgang til Søbadet!

Forholdene på Slotsholmen er efterhånden blevet noget små for den evigt ekspanderende festivalklub. I maj måned køber man ØLA på Birkevej. Der er noget symbolsk i, at festivalklubben her erhverver rammen om sin første store succes – den gamle dyre-auktion, der i februar '81 blev lånt til en koncert med Gnags. Selve grunden er på 20.000 kvadratmeter, og på den findes der ca. 3500 kvadratmeter med plads til opbevaring og 400 kvadratmeter med administration og kantine. Det koster knap 2,5 millioner – 200.000 mindre end man får for at sælge det gamle klubhus på Slotsholmen.

I begyndelsen af december står det ombyggede ØLA klar til indvielse. Stedet er nu omdøbt til FØLA (Festival Økonomi Ledelse og Administration) - og blandt de allerførste brugere er de lokale skatere, der får lov til at bruge hallerne som ramme om deres hobby. Generalforsamlingen, senere i december, gennemføres på bare tre kvarter og er den roligste i årevis.

Til dette års festival kan man opleve et af tidens helt store navne: Aqua. Få et genhør med Barbiegirl!

KORT OM 1997

  • Hovednavne: Simple Minds (UK), Therapy? (UK), BB King (US), Status Quo (UK), Aqua (DK), Fools Garden (D)
  • Dato: 8.-10. august + torsdag (2. weekend).

Se kontaktoplysninger

Vi bruger cookies på smukfest.dk til trafikmåling og optimering af sitet – er det fino-bambino med dig?