/media/1597/00-3-stor.jpg

2000 – To nye Bøgescener og besøg af Oasis

Da bekymringen om 0'er og 1-taller i alle verdens computere er overvundet, og vi på sikker vis er gået ind i et nyt årtusinde, er der festival med Oasis, Beck m.fl. – på nye, større Bøgescener!

To helt nykonstruerede Bøgescener vil møde gæsterne og musikerne til dette års festival. De nye scener vil være lidt bredere og lidt højere - og ikke mindst langt bedre gearet til den mængde af lysudstyr, som nutidens rockbands rejser rundt med. Med etableringen af dem, har festivalen til gengæld mistet et af sine markante vartegn: Det lindetræ, der i årevis har stået på den venstre scene (og som i den grad har irriteret/forundret mange musikere og teknikere).

I februar kan tv-seerne se, hvad Søs Egelind og Kirsten Lehfeldt fik ud af deres ophold på festivalen i 1999, hvor de lavede to afsnit af deres tv-serie "Kongeriget". Blandt de typer, de havde med sig ind i bøgeskoven, var både Dichael, Moster Elly og roadien Røv – samt selvfølgelig sladdertanten med den sønderjyske accent, Gunhild Friske, der bl.a. fik stillet Kasper Eistrup det eksistentielle julespørgsmål: "Foretrækker de and eller gås, Hr. Kashmir?"


Året før er der et PR-initiativ på Strøget i København, og det bliver nu fulgt op af et veritabelt roadshow, der stopper i 13 byer over hele landet.

ÅRETS ANEKDOTE

De kreative hoveder har igen været i gang med at skabe nye barer, og et nyt vandhul er skabt over den populære TV-reklame for Q8 benzin (KU8-baren skifter senere navn til Walther Supertanker). Man har simpelthen bygget en tankstation i skoven, komplet med egen bil-vask! Fra hanerne er det planen at servere drinks som "Sprinkler-væske", "Bamsevæske" og "Mixed Fuel".

Med Oasis på plakaten er der ikke bare udsolgt til årets festival - der er hamrende udsolgt, og der har nærmest været telefonstorm på festivalkontoret i flere dage, da festen starter den 10. august. Så med cirka 19.000 betalende gæster om dagen, med musikere, gæster, branche- og pressefolk og ikke mindst de 5610 medhjælpere, der er på plads i løbet af weekenden, sniger menneskemængden i skoven sig op omkring de 30.000. Men det foregår i nogenlunde ro og orden, på trods af, at der nærmest er trafikalt anarki og parkeringskaos i Skanderborg, og selvom der er problemer med at skaffe plads til alle teltene.

Fantastisk eller jævnt kedelig?

Oasis-koncerten er en af de mest omdiskuterede i festivalens historie: var det fantastisk eller jævnt kedeligt? Uanset den musikalske kvalitet af deres optræden, kastede de i den grad stjernestøv over skoven. Og kombinationen af Beck og Oasis på plakaten dette år, kan ses som billede på en festival i stadig udvikling. Ikke bare musikalsk, men også i den grad som "en på opleveren" for det evigt myldrende publikum, der konstant er på vej fra den ene ende af skoven til den anden for lige at se, hvilke oplevelser og overraskelser, der gemmer sig bag næste bakke eller træ.

KORT OM 2000

  • Hovednavne: Beck (US), Bloodhound Gang (US), Bad Religion (US), Eiffel 65 (I), Oasis (UK), D-A-D m.fl.
  • Dato: 10.-13. august (2. weekend).
  • Gæster: 19.000 betalende gæster + medhjælpere, musikere, gæster, branche- og pressefolk løber det op i ca. 30.000 mennesker.

Se kontaktoplysninger

Vi bruger cookies på smukfest.dk til trafikmåling og optimering af sitet – er det fino-bambino med dig?