/media/1600/01-3-stor.jpg

2001 – Kurt Thorsen, Deep Purple og en skypumpe på besøg

En ubåd, et jubilæum, Deep Purple, Texas og meget mere er at opleve på Danmarks Smukkeste Festival anno 2001.

Prisen for en partoutbillet er steget lidt, til 800 kr., og med en sådan i hånden har man bl.a. adgang til årets nye store barsatsning; U-bådsbaren U8660. Baren er beliggende mellem RytmeHans og Bøgescenerne og er bygget op med gamle manometre, u-båds-værktøj, dykkerhjelme og søkort – alt sammen lånt af Karsten Ree og Den Blå Avis, der har tingene fra dengang, de hævede ubåd U-534.

De fysiske rammer begynder at stramme, så i år bliver campingområderne både indhegnet og overvåget, og ved indgangen kontrolleres det, at der er mindst én partoutbillet per telt. Parkeringsforholdene skal bedres, og man planlægger en kæmpeparkering i Vrold, to kilometer fra Dyrehaven – med gratis bustransport til og fra festivalen, hvert 10. minut, 22 timer i døgnet.


Masse-body-tequila i Crazy Tequila

Kurt Thorsen får Smukfestprisen, der uddeles til "en eller flere personer, der har spredt glæde og begejstring blandt danskerne" – og dermed får ret til at spendere 100.000 kr. på festivalens publikum. I selskab med sin gamle ven Jacob Haugaard drager den, trods presset fra sin igangværende retssag, trinde og glade mand ud i skoven og giver drinks, hvor han når frem. Måske en enkelt opvågnet brandert har undret sig over den tusindkroneseddel, der ligger i hans skjortelomme, men det er altså bare en hilsen fra Kurt, der med sin charme også får lokket festivalens formand til spæde 50.000 kr. yderligere til legatet. Disse penge går til at forsøde tilværelsen for de kræftramte børn på daværende Skejby Sygehus.

ÅRETS ANEKDOTE

Da publikum trætte og glade forlader skoven, starter andres arbejde for alvor. Blandt disse er "Danmarks Smukkeste Thor Team", der kan gå i gang med at trække de 2,4 kilometer ølslanger op fra skovens dyb, som i løbet af festivalen har transporteret godt 90.000 liter øl ud til de tørstige gæster.

Søren Rislund har i anledning af sit 20-års jubilæum iført sig hvid smoking. De 100 flasker champagne, jubilaren får overrakt af en tilfreds arbejdsgiver, ryger straks videre til et ikke mindre tilfreds publikum. 

Solen når frem sammen med det første band, efter en lille skypumpe har været omkring festpladsen i timerne før den officielle åbning. De bedste danske navne blander sig med de udenlandske gæster – og som altid er der rigeligt at gå glip af undervejs: "Passion og et helt igennem troværdigt engagement. Tydeligt, at Ian Gillian, Roger Glover, Ian Paice, Steve Morse og Don Airey stadig brænder for det, de laver. Umuligt at høre, at Deep Purple efterhånden har spillet Smoke on the Water nogle tusinde gange", skrev de bl.a. i Jyllands-Posten.

KORT OM 2001

  • Hovednavne: Texas (SCO), Deep Purple (UK), a-ha (N), UB40 (UK), Wheatus (US), TV-2, Eagle Eye Cheery (S) m.fl.
  • Dato: 9.-12. august (2. weekend).
  • Medhjælpere: 7000 frivillige er at finde i skoven denne sommer.
  • Billet: Den 1. august meldes alt udsolgt. En partout koster i år 800 kr. 

Se kontaktoplysninger

Vi bruger cookies på smukfest.dk til trafikmåling og optimering af sitet – er det fino-bambino med dig?