/media/1802/09-stor.jpg

2009 – 30 års-jubilæum

Kylie Minogue, Fatboy Slim og The Streets er blandt årets hovednavne. Festivalen lukker søndag aften med Danmarks Smukkeste Koncert vol. 2, hvor 14 af de største danske hits gennem tiderne præsenteres live af de originale artister i anledning af festivalens 30 års fødselsdag.

I 2009 melder Smukfest igen totalt udsolgt, mere end en måned i forvejen. En helt ny og markant RytmeHans-scene flytter ud i fri luft, mens P3-Scenen rykker ind i det telt, der før rummede RytmeHans – og mange andre nye tiltag er at finde i skoven i Skanderborg denne sommer.

Oplev lidt af Smuk-stemningen fra lejren og fra scenen!

Flere af de største danske hits fra festivalens 30-årige historie

Danmarks Smukkeste Koncert Vol. 2 kan opleves på Bøgescenerne om søndagen som en slags finale på Danmarks Smukkeste Festivals 30 års jubilæum. Som ved den første jubilæumskoncert i 2004 er de udvalgte sange fælles om en ting: De hører alle til blandt de største danske hits gennem tiderne og repræsenterer hver især et år af festivalens historie.

Og så er det naturligvis de originale kunstnere, der fremfører værkerne enten i egen original bandopsætning eller i godt selskab med Per Chr. Frost og Danmarks Smukkeste Orkester. Tv-stationen TV2 er på pletten og optager koncerten til senere udsendelse. Navne som Whigfield, Sanne Salomonsen, Anne Linnet, Den Gale Pose, Sys Bjerre, Cut'N' Move m.fl. er blandt koncertens artister.

  Se, hør og mærk 'Danmarks Smukkeste Koncert vol. 2' her. Tak til TV2 for lån af klip. (Tid. 1t 25 min)

Nye tiltag til festen

Den hvide by: En hvid by rejser sig smukt inde i skovens dyb – nærmere bestemt 10 meter i højden og mere end 20 meter i bredden. Byen har sit eget vandfald, og rundt om i byen er der vandhuller, terrasser og udsigtsplatforme. Idéen er, at festivalgæsterne vil holde en velfortjent siesta og nyde en kold Corona her.

Til Roden: Et tempel af omvendte træer bliver et opsigtvækkende syn, der møder gæsterne lige udenfor indgangen til Walther Valley til dette års festival. Omkring 25 nøje udvalgte træer placeres - altså med roden øverst - omkring festivalens nye organiske bar, selvfølgelig med navnet 'Til Roden'. Siden er De Omvendte Træer blevet et pejlemærke og særkende på festivalpladsen.



Impala Bar: Baren bygges i paller og massivt træ og bliver 12x12 meter. Det er en overdækket bar udsmykket med bl.a. Verner Panton-lamper og pin up billeder af udvalgte impalaer. Impala Bar er i Walther Valley.

Brændpunkt: En stor bålplads beliggende mellem Capri og udkanten af Holtelt-området. Bålet er tændt 24 timer i døgnet, og pladsen er ikke bare hjemsted for lune følelser, smukke flammer og magiske gløder, men byder også på en masse uventede events undervejs i festivaldagene.

På Gaffas hjemmeside kan man læse, at "to kvinder fik sig, uafhængigt af hinanden, en overordentlig ubehagelig oplevelse på årets i øvrigt fredelige Skanderborg Festival, som sluttede i går. (...) Foruden de to nævnte sager bød festivalen på seks voldsepisoder og fire narkotikarelaterede forseelser. Og med et publikumstal på godt 48.000 betegner politiet det som en "fredelig" festival."

 

FUN FACT: På bo-fronten præsenteredes en prototype af ”Dejligheder” – fire dobbeltværelser med bad, indrettet i en 40 fods container.

KORT OM 2009

  • Hovednavn: Kylie Minogue, The Streets, Fat Boy Slim, Nephew, Kim Larsen, Beth Hart, D-A-D, Aqua
  • Dato: 5.-9. august (2. weekend i august).
  • Gæster: Det samlede antal Smuklinger er på godt 48.000, partoubilletten koster dette år 1700 kr.

Se kontaktoplysninger

Vi bruger cookies på smukfest.dk til trafikmåling og optimering af sitet – er det fino-bambino med dig?