/media/2082/2013-header.jpg

2013 – 2 x Prince

Superstjernen Prince er på plakaten på festivalens førstedag, onsdag. Det er en anden prins også – nemlig Kronprins Frederik, der går på scenen lige før Prince, for at få overrakt festivalens hæderspris: Polka Verner Legatet.

Smukfest 2013 er udsolgt to måneder før åbning, og er i det hele taget en succes på mange måder. Der er fyldt i skoven igennem festivalen - med op mod 55.000 gæster om dagen i det indhegnede område. Derudover tager mange tusinde mennesker også del i festivalens omfattende gratis tilbud, i eksempelvis Sherwood og Spilledåsen. Netop den del af succesen, er så stor i 2013, at det desværre er med til at skabe dårligere vilkår for festivalens betalende gæster.

Årets Smukfest video tager dig med tilbage til de magiske dage i Bøgeskoven - hvor 55.000 mennesker festede mens bl.a. Prince, Kings Of Leon, Avicii, MC Hammer og L.O.C. leverede lydsporet.

Smukfest får efter dette års festival en del kritik for, at have lukket for mange mennesker ind til Prince-koncerten. Det er en kritik festivalen tager meget alvorligt - og som konsekvens lover man mere synligt beredskab på pladsen i 2014. Festivalens popularitet – ikke mindst blandt dem, der ikke køber billet – er også en medvirkende årsag til, at festivalledelsen vælger at trække en kraftig streg i sandet og introducerer nogle store forandringer i forhold til Smukfest 2014.

TV 2 Underholdning er også kritiske i forhold til Prince-koncerten, men skriver desuden om festivalens musikudbud: "Resten af musikken har heldigvis været fin på rigtig mange områder. Og blandt andet samarbejdet med P3 på battles mellem bands, radiokanalens jubilæum og præsentationen af KarriereKanonens vindere giver et frisk pust med nye interessante bands og musik, som man ikke har fået den før."

Gaffa giver Kings Of Leon fem stjerner og uddyber: "En helt igennem yderst tilfredsstillende, tidløs rockkoncert uden de store dikkedarer fra et band, der tilsyneladende er kommet stærkt tilbage efter en mindre pause. Og en absolut passende afslutning på årets Smukfest."

Hvad går overskuddet fra festivalen egentlig til?

Siden starten har Smukfest været ejet af Skanderborg Festivalklub, der hvert år giver en del af overskuddet til gode sociale- og kulturelle tiltag – fortrinsvist i Skanderborg Kommune. Som noget nyt støtter Smukfest det nye humanitære projekt 'Smukfest & Globetown', der er et skoleprojekt i Den Dominikanske Republik. Støtten skal gå til at lave klasselokaler, hvor undervisningen bliver på 9.-10. klasses niveau. De unge elever skal sikres kvalifikationer, som efterfølgende kan give dem mulighed for at arbejde eller uddannes indenfor bl.a. turisme, sundhed og IT.

 Fadøl på Smukfest bliver til skolebyggeri i Den Dominikanske Republik.

Chip-betaling

2013 er året, hvor Smukfest tager det første skridt ud i nye, digitale betalingsveje. Publikum kan i Informationen få en chip, som kan bruges til betaling i udvalgte boder og barer. Så skal man ikke være nervøs for at tabe en 200-lap foran Bøgescenen, når det går festligt for sig!

 

FUN FACT: Der lægges hvert år omkring 400.000 frivillige medhjælpertimer i at lave Smukfest. Sagt på en anden måde - hvis ét enkelt menneske var fuldtidsbeskæftiget med at lave Smukfest, ville det tage vedkommende mere end 200 år at bygge den op (og det har vi jo ikke rigtig tid til at vente på).

KORT OM 2013

  • Hovednavne: Prince (US), Avicii (SE), L.O.C., MC Hammer (US), Kings of Leon (US), m.fl.
  • Dato: 7.-11. august (2. weekend).
  • Medhjælpere: Præcis 12.633!

Se kontaktoplysninger

Vi bruger cookies på smukfest.dk til trafikmåling og optimering af sitet – er det fino-bambino med dig?